Om EPA-aftaler
Mogens Jensen (S)
Vil ministeren forklare, hvordan det kan være, at Kommissionen (som det fremgår af EU ARGUMENTAIRE: Urgent communication to West African Ministers on the importance of concluding Economic Partnership Agreement (EPA) negotiations) truer AVS-lande med at fratage dem de toldpræferencer, Cotonuo-aftalen giver, hvis de ikke indgår en EPA-aftale med EU inden udgangen af 2007?
Ministeren for udviklingsbistand (Ulla Tørnæs)
Kommissionen har ikke fremlagt det i spørgsmålet nævnte dokument for medlemslandene. Den eventuelle nærmere baggrund for og anvendelse af dokumentet er ikke kendt.
Der er indtil nu ingen af AVS-landene, der officielt under forhandlingerne om de økonomiske partnerskabsaftaler har meddelt, at de ikke ønsker at indgå i en EPA-aftale. Der har derfor ikke været udarbejdet alternativer til EPA-aftalerne. Som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 3553 af 15. marts 2007, blev der i forbindelse med det uformelle EU-udviklingsministermøde i Bonn den 12.–13. marts 2007 afholdt et fælles dialogmøde med 30 ministre fra de seks AVS-regioner, der indgår i EPA-forhandlingerne. Der blev ikke på dette møde truffet formelle beslutninger, men det lykkedes for det tyske formandskab at tilvejebringe et bedre forhandlingsklima. Det var forståelsen, at man ville forsøge at afslutte forhandlingerne inden udgangen af 2007. Under statuspræsentationerne for forhandlingerne i de seks regioner blev det fremhævet, at såfremt der ikke kan opnås enighed om nye handelsregimer inden udløbet af den gældende undtagelse (waiver) i WTO for det aktuelle handelsregime mellem AVS-landene og EU med udgangen af 2007, vil de AVS-lande, der ikke er mindst udviklede - efter de gældende regler - kunne risikere at blive dårligere stillet i toldmæssig henseende i forbindelse med deres eksport til EU. De mindst udviklede AVS-lande vil i dette tilfælde fortsat kunne eksportere til EU på basis af ”Alt undtagen Våben” toldpræferenceordningen, medens de AVS-lande, der ikke er mindst udviklede, vil overgå til at skulle basere sig på GSP toldpræferencerne, såfremt den nugældende waiver ikke i praksis bliver genstand for en kortvarig forlængelse eller såfremt, der ikke etableres andre undtagelsesordninger for disse lande, der er i overensstemmelse med WTO-aftalerne.