Om der udskrives folkeafstemning om den traktat som ifølge Berlinererklæringen skal være på plads inden valget til Europaparlamentet

Morten Messerschmidt (DF)
Vil udenrigsministeren give en garanti for, at der udskrives folkeafstemning om den traktat, som ifølge Berlinerklæringen skal være på plads inden valget til Europa-Parlamentet i 2009?

Morten Messerschmidt (DF)
I denne sammenhæng skal jeg love ikke at spørge til udenrigsministerens lokalforeningsforhold. Det her handler om noget langt mere overordnet og noget, som desværre er meget, meget langt væk fra borgerne, det handler nemlig om EU. Det er jo sådan, at den Berlinerklæring, som regeringen jubler over, at Angela Merkel som formand for Rådet har fået vedtaget og har underskrevet, indeholder en bestemmelse om, at inden europaparlamentsvalget i 2009 skal EU have en ny traktat, altså en ændring af den eksisterende traktat - formodentlig med den forfatning, der faldt for et par år siden i Frankrig og Holland, som forbillede. Jeg vil gerne have et tilsagn fra udenrigsministeren om, at man - på linje med hvad man besluttede i slutningen af september 2005 - også lover den danske befolkning en folkeafstemning om den nye traktat, så vælgerne har mulighed for at sige det nej, som med meget, meget lille sandsynlighed vil være at finde her i Folketingssalen. Det er jo velkendt, at et stort flertal herinde formodentlig vil støtte enhver ændring, der kommer fra Bruxelles, og derfor synes vi, at det er væsentligt, at vælgerne får mulighed for at sige nej.

Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Nu er det jo en god, gammel regel, at man ikke skal give sig til at krydse en bro, før man når den, for ellers risikerer man altså at få fødderne i vandet eller at stå i den tomme luft.
Vi er ikke ved den bro, og vi aner ikke, hvordan den bro ser ud. Vi ved ikke, hvordan forfatningstraktaten kommer til at se ud, ja, vi ved ikke, om det overhovedet bliver en forfatningstraktat. Vi ved ikke, om det bliver en stor traktat, en lille traktat eller en minitraktat, og derfor vil det være fuldstændig forkert at sige på indeværende tidspunkt, at vi vil have en folkeafstemning, når vi ikke ved, hvad vi skal stemme om. Som ved alle tidligere folkeafstemninger må vi vente med at tage stilling til problemet, indtil vi har set den endelige traktat, som vi jo selv skal være med til at lave.

Morten Messerschmidt (DF)
Jamen vi ved jo allerede, at der kommer en traktat, selv om det er klart, at hverken udenrigsministeren eller jeg ved, hvordan indholdet bliver.
Jeg tror nok, jeg har en fornemmelse af, i hvilken retning det går. Men vi ved, at der skal være en ny traktat, og at den skal træde i kraft inden europaparlamentsvalget i 2009. Det står i den erklæring, som udenrigsministeren højt og helligt har tilsluttet sig, nemlig Berlinerklæringen.
Der er det vel ikke for meget, at man så også siger:
O.k., forfatningen, der så faldt, fordi befolkningen i Europa ikke kunne lide den, havde man lovet at danskerne skulle stemme om den 27. september 2005. Så giver man altså samme løfte om den kommende traktat. Det er ikke noget luftigt eller noget, der er uden indhold, for vi ved præcis, at der skal være en ny traktat inden udgangen af 2009. Det er da ikke et urimeligt krav at stille.

Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Jamen det forholder sig jo stadig væk sådan, at hr. Morten Messerschmidt ikke ved, hvad der kommer til at stå i den traktat. Nej, det er ikke lige meget, for det mener hr. Morten Messerschmidts partiformand, som jo havde den totale magt og kunne smide medlemmer ud. Så nu er jeg spændt på at se, om hr. Morten Messerschmidt bliver smidt ud, nu kan han jo så smage det, han synes skulle smages hos os, for fru Pia Kjærsgaard siger noget helt andet. Hun siger nemlig stort set det samme som jeg.
I Kristeligt Dagblad den 23. februar 2007 bliver hun foreholdt, at EU's regeringschefer for tiden arbejder på at finde et alternativ til det forslag, der strandede osv. Og så siger fru Pia Kjærsgaard: Nu ved vi jo ikke, hvad der sker. For selvfølgelig tør man ikke lægge nøjagtig det samme frem, efter at Frankrig og Holland har stemt nej. Og givetvis ville der også have været et stort flertal imod traktaten i Danmark. Så det må vi afvente. Så det må vi afvente, siger fru Pia Kjærsgaard. Og dagen efter - eller samme dag - siger hun så til Ritzaus Bureau, at danskerne kan regne med, at Dansk Folkeparti stemmer nej til en kommende EU-traktat. Det er altså ubeset. Man stemmer bare nej, uden at vide hvad der står i den. Det er jo en klar holdning at have, men det var jo måske bedre lige at sætte sig ind i det først. Og så kommer det. Fru Pia Kjærsgaard siger stadig, at i og med at ingen kender indholdet af en kommende EU-traktat på forhånd, er det svært at tage stilling på forhånd.

Morten Messerschmidt (DF)
Jamen de citater, udenrigsministeren bringer, handler jo ikke om det, vi taler om. Vi taler jo netop ikke om indholdet af en kommende traktat, vi taler om, hvorvidt der skal være en folkeafstemning, og de to ting er fuldstændig adskilte.
Man kan holde folkeafstemninger i det her land om det meste. Der er godt nok i grundloven nogle undtagelser om skatte- og finanspolitiske spørgsmål osv., men om langt det meste kan man holde folkeafstemning. Der behøver ikke at være tale om suverænitetsafgivelse i udenrigsministerens eller Justitsministeriets forstand. Udenrigsministeren ved jo udmærket godt, at man i 1986 holdt en folkeafstemning om indre markeds-pakken, selv om Justitsministeriet gjorde klart, at der ikke var tale om suverænitetsafgivelse.
Så det er ikke en undskyldning. Tærtimod er det en dårlig bortforklaring, en bortforklaring, der handler om, at den danske regering åbenbart er for bange til at se vælgerne
i øjnene, til, at man tør give et fuldstændig reelt tilsagn om, at selvfølgelig skal der være en folkeafstemning om en kommende traktat, ligesom man i øvrigt havde lovet det i forbindelse med den forfatning, der så faldt. Hvorfor kan vi ikke få et sådant tilsagn?

Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Jeg synes, at hr. Morten Messerschmidt skulle lytte til sin partiformand; ellers er der jo risiko for at blive smidt ud, forstår jeg. Der står jo udtrykkelig, at det er svært at tage stilling på forhånd, i det, fru Pia Kjærsgaard siger. Så det må vi nu afvente, siger hun så også samme dag.
Så det, fru Pia Kjærsgaard siger her, er jo meget klogt. Hun siger, at man ikke kan tage stilling på forhånd, altså, ud over, at man på forhånd tager stilling til, at man vil stemme nej.
Jeg har lidt svært ved at få det til at hænge sammen. Man tager ikke stilling på forhånd, men på forhånd tager man stilling til, at man vil stemme nej. Jeg har lidt svært ved at forstå logikken, men det er jeg helt sikker på at hr. Morten Messerschmidt og fru Pia Kjærsgaard nok skal finde ud af indbyrdes. Men for mig er det temmelig modstridende. Og det viser jo også, hvor forvirret det er, når man ikke ved, hvad man snakker om. Derfor får vi jo de her to forskellige meldinger, i den samme artikel stort set, for man ved jo ikke, hvad man snakker om, for vi ved ikke, hvad det bliver for en traktat.
Nu kommer det franske valg, og så må vi se, hvad en fransk præsident kommer med af forslag. Det hollandske valg har fundet sted, der er ikke kommet nogen nye forslag fra Holland. Vi skal drøfte det på topmødet i juni måned og lægge køreplanen for, hvad det er for en traktat, der skal komme ud af det under det portugisiske formandskab, forhåbentlig, i andet halvår. Og der har det altså været sådan ved alle tidligere traktater, at man først har taget stilling til folkeafstemningsspørgsmålet, når man kendte traktaten. Og lad os dog tage stilling til det, når vi har været der. Man krydser ikke en bro, før man når den.

Morten Messerschmidt (DF)
Det holder altså ikke en meter. Det, som fru Pia Kjærsgaard har sagt, er vist og klogt. Det er jeg fuldstændig enig i. Men det relaterer sig jo til indholdet af traktaten. Selvfølgelig kan man ikke tage stilling til traktaten, før end man kender indholdet, men man kan jo sagtens forinden tage stilling til, om man skal holde en folkeafstemning.
Det er jo sådan, at udenrigsministeren allerede med sin gode veninde, Angela Merkel, har vedtaget, at der skal være en ny traktat, nemlig i 2009. Ingen kender indholdet af den traktat, men det er også fuldstændig irrelevant med hensyn til at give et tilsagn om, at der skal holdes en folkeafstemning.
Er udenrigsministeren ubekendt med, at man i 1986 holdt folkeafstemning om EF-pakken, der på det tidspunkt ikke blev betragtet som værende suverænitetsafgivende? Justitsministeriet sagde meget klart: Den nye traktat afgiver ikke suverænitet. Alligevel afholdt den regering, som jeg faktisk mener at udenrigsministeren var en del af på det tidspunkt, folkeafstemning.
Hvorfor vil udenrigsministeren i dag, i år 2007, ikke give det samme løfte, som den regering, som udenrigsministeren sad i i 1986, gav? Vi må vel have det samme demokratiske krav i dag på, at danskerne bliver hørt om de traktater, der bliver forelagt.

Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Nu skal jeg hjælpe hr. Morten Messerschmidt, som jo vel næppe var født på det tidspunkt, med historieskrivningen.
Jeg var ikke medlem af den regering, men jeg var medlem af Folketinget, så jeg står naturligvis bag den beslutning, statsminister Poul Schlüter traf. Og det var en klog beslutning, for statsminister Poul Schlüter var i mindretal i Folketinget. Vi var faktisk i den absurde situation, at et flertal i Folketinget ikke ville godkende pakken, og da gjorde statsministeren det kloge, at han sagde: Ja, det er meget muligt, men jeg er sikker på, et flertal i befolkningen vil.
Så det var en helt anden situation. Da tog man altså stilling til broen, når man nåede den. Broen viste sig at være blokeret af et flertal, der var imod regeringen. Så sagde statsministeren, at det skulle være lyv, og så bad han befolkningen om at fjerne det flertal. Det gjorde befolkningen så ved at støtte regeringen, der var i mindretal
i salen og i flertal i befolkningen. Så der var ikke andet at gøre, hvis man skulle have den pakke igennem, som regeringen mente var vigtig. Og man kan jo også konstatere, at det var vigtigt, for alle senere regeringer uanset farve har jo været lykkelige for, at Poul Schlüter i 1986 gik uden om folketingsflertallet og til befolkningen. Så det var en helt anden situation, og da tog man stilling til broen, da man var ved den, og det vil vi også gøre i den kommende situation.