Hjælpemenu

Hovedmenu

Om handelsaftale mellem EU og Nordcypern

Besvaret §20-spørgsmål

Morten Messerschmidt (DF)
Vil udenrigsministeren redegøre for den handelsaftale, der for nylig er søgt indgået imellem EU og Nordcypern, herunder redegøre for, hvilken juridisk status dette vil give Nordcypern i forhold til det øvrige EU?

Skriftlig begrundelse
Så vidt spørgeren er oplyst, har EU forsøgt at indgå en handelsaftale med den nordlige del af Cypern. En sådan aftale skulle kunne indgås med kvalificeret flertal. Spørgeren frygter, at en sådan aftale vil føre til en de facto deling af Cypern, hvilket vil føre til en tilstand, hvor Cypern vil bestå af 2 juridiske enheder. Dette er entydigt i Tyrkiets interesse, idet landet siden 1974 har besat Nordcypern og vedholdende forsøgt at rive denne del af Cypern, som i dag er medlem af EU til sig.

Udenrigsministeren (Per Stig Møller)
Det var et delt Cypern, der den 1. maj 2004 blev medlem af EU. Den græsk-cypriotiske befolkning afviste med stort flertal (75,8%) ved folkeafstemningen den 24. april Annan-planen, der samtidig blev godkendt af et flertal blandt tyrkisk-cyprioterne (64,9%). Rådet (generelle og eksterne anliggender) erklærede den 26. april 2004 på baggrund af resultatet af folkeafstemningen følgende: ”Den tyrkisk-cypriotiske befolkning har klart tilkendegivet sit ønske om en fremtid i Den Europæiske Union. Rådet er fast besluttet på at bringe isoleringen af det tyrkisk-cypriotiske samfund til ophør og lette Cyperns genforening ved at støtte den økonomiske udvikling af det tyrkisk-cypriotiske samfund”. Rådet opfordrede endvidere Kommissionen til at fremsætte forslag i dette øjemed med særlig vægt på den økonomiske integration af øen og bedre kontakt mellem de to samfund og med EU.

Kommissionen fremsatte på den baggrund i 2004 blandt andet et forslag til forordning med det formål at give det tyrkisk-cypriotiske samfund bedre muligheder for at handle med EU. Som det fremgår af betragtningerne til forordningen, indeholder artikel 1, stk. 1, i protokol nr. 10 til tiltrædelsesakten af 2003 en suspension af EU’s regelsæt i de områder, hvor Republikken Cyperns regering ikke udøver faktisk kontrol. Kommissionens forslag indeholder ingen ændring af denne suspension, hvorfor det juridiske forhold mellem det tyrkisk-cypriotiske samfund og EU forbliver uændret med forslaget.

Den 22. januar 2007 behandlede man igen sagen i Rådet (generelle og eksterne anliggender) og opfordrede i den forbindelse til, at drøftelserne med henblik på vedtagelse af Kommissionens forslag genoptages omgående. Fra dansk side støttede man den beslutning.