Om Grøn udviklingsfacilitet
Per Clausen (EL)
Vil ministeren redegøre for indholdet af ”Grøn Udviklingsfacilitet”, der skal fremme de fattigste landes muligheder for at få del i den teknologioverførsel, der kan realiseres gennem reduktion i drivhusgasudledning eller øget optag af CO2, samt oplyse, hvor store midler der er afsat på årsbasis til dette formål sammenlignet med omfanget af danske opkøb af CO2-kreditter i Kina?
Ministeren for udviklingsbistand (Ulla Tørnæs)
Den grønne udviklingsfacilitet vil støtte kapacitetsopbygning af nationale myndigheder og andre aktører i primært Afrika i relation til CDM, støtte konkret projektudvikling samt bidrage til at fremme de afrikanske landes udbytte af FNs klimakonvention og Kyoto-protokollen. Formålet er, at fremme overførsler af teknologi og kapital til afrikanske lande. Den endelige ramme vil blive fastlagt på baggrund af en vurdering af konkrete støttemuligheder. Aktiviteterne vil blive finansieret via rammen for den særlige miljøbistand til udviklingslande.
For så vidt angår kreditkøb i Kina kan det oplyses, at der i 2007 er indgået to købsaftaler med CDM-projekter i Kina. Det samlede budget for kontrakterne er 78,8 mio. kr. Den endelige ramme for indkøb i Kina vil afhænge af de konkrete markedsmuligheder. CDM-kreditkøb finansieres uden for rammen for bistand til udviklingslandene.