Om autorisation til at foretage dyretransporter

Per Clausen (EL)

Vil ministeren redegøre for, hvilke forpligtelser de andre EU-landes myndigheder har til at nægte at give autorisation til at foretage dyretransporter eller trække denne tilbage, hvis de danske myndigheder har trukket denne autorisation tilbage for en vognmand?

Justitsministeren (Lene Espersen)

Efter artikel 10, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter m.v. (herefter transportforordningen) udstedes autorisationer til transportvirksomheder af den kompetente myndighed – i Danmark Fødevarestyrelsen – bl.a. under forudsætning af, at:

a) ansøgerne er etableret eller, for ansøgere etableret i et tredjeland, er repræsenteret i det EU-medlemsland, hvor de ansøger om autorisation,

b) ansøgeren har dokumenteret, at de råder over et tilstrækkeligt og egnet personale og udstyr samt tilstrækkelige og egnede driftsprocedurer til at kunne overholde bestemmelserne i denne forordning, herunder eventuelt retningslinjer for god praksis,

c) ansøgerne eller deres repræsentanter ikke har gjort sig skyldig i alvorlige overtrædelser af fællesskabslovgivningen og/eller den nationale lovgivning vedrørende beskyttelse af dyr i de tre år, der går forud for indgivelsen af ansøgningen. Denne bestemmelse finder dog ikke anvendelse, når ansøgeren over for den kompetente myndighed godtgør, at vedkommende har truffet alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå yderligere overtrædelser.

Efter transportforordningens artikel 11, stk. 1, udstedes autorisationer til transportvirksomheder, der udfører lange transporter (over otte timer), ligeledes af den kompetente myndighed efter ansøgning, under forudsætning af, at:

a) ansøgerne opfylder bestemmelserne i artikel 10, stk. 1,

b) ansøgerne har fremlagt følgende dokumenter:

i)   gyldige kompetencebeviser for førere og ledsagere, jf. artikel 17, stk. 2, for alle førere og ledsagere, der udfører lange transporter,

ii)  gyldige godkendelsescertifikater, jf. artikel 18, stk. 2, for alle vejtransportmidler, der påtænkes anvendt til lange transporter,

iii) detaljerede oplysninger om de procedurer, der gør muligt for transportvirksomhederne at spore og registrere bevægelserne for de vejkøretøjer, de er ansvarlige for, samt til enhver tid at kontakte førerne under lange transporter,

iv)  beredskabsplaner til brug i nødsituationer.

For så vidt angår kravet i artikel 11, stk. 1, litra b, nr. iii, bemærkes, at hvis der er tale om transportvirksomheder, der foretager lange transporter af heste, bortset fra registrerede heste, eller kvæg, får, geder eller svin, følger det af transportforordningens artikel 11, stk. 2, at virksomhederne skal kunne dokumentere, at de anvender det navigationssystem, der er omhandlet i artikel 6, stk. 9. Dette gælder for vejtransportmidler, der er taget i brug for første gang efter den 1. januar 2007, og for alle transportmidler fra den 1. januar 2009.

Transportvirksomheder skal kun ansøge om autorisation hos én kompetent myndighed i ét EU-medlemsland, jf. transportforordningens artikel 12. Det vil med andre ord sige, at hvis en transportvirksomhed er blevet autoriseret i Danmark, gælder denne autorisation også i alle de andre EU-medlemslande.

Efter transportforordningens artikel 26, stk. 2, er en kompetent myndighed i et EU-medlemsland, der konstaterer, at en transportvirksomhed ikke har overholdt transportforordningen, forpligtet til omgående at underrette den kompetente myndighed, der har udstedt autorisationen til den pågældende transportvirksomhed. Underretningen skal indeholde alle relevante oplysninger og dokumenter.

På samme måde er en kompetent myndighed, der på et bestemmelsessted konstaterer, at transporten er gennemført i strid med transportforordningen, ifølge transportforordningens artikel 26, stk. 3, forpligtet til omgående at underrette den kompetente myndighed på afgangsstedet.

Den kompetente myndighed, som konstaterer, at en transportvirksomhed ikke har overholdt forordningen, eller som modtager en indberetning i overensstemmelse med stk. 2 og 3, er ifølge transportforordningens artikel 26, stk. 4, litra a-c, forpligtet til alt efter omstændighederne at anmode den pågældende transportvirksomhed om at rette op på de konstaterede overtrædelser og træffe foranstaltninger til at hindre nye (litra a). Myndigheden kan endvidere underkaste den pågældende transportvirksomhed supplerende kontrol, navnlig ved at kræve en dyrlæges tilstedeværelse ved pålæsning af dyrene (litra b), eller ved at vælge at suspendere eller annullere (inddrage) transportvirksomhedens autorisation eller godkendelsescertifikatet for det pågældende transportmiddel (litra c).

Adgangen til administrativt at suspendere eller annullere/inddrage (tilbagekalde) en transportvirksomheds autorisation, der findes i transportforordningens artikel 26, stk. 4, litra c, gælder kun i forhold til et EU-medlemslands ”egne” transportvirksomheder. Det vil således ikke være muligt for den kompetente myndighed i ét EU-medlemsland at suspendere eller tilbagekalde en autorisation til at transportere dyr, som er udstedt af en kompetent myndighed i et andet EU-medlemsland (og som gælder i alle medlemslande).

Det fremgår endvidere af transportforordningens artikel 26, stk. 6, at ved gentagne eller alvorlige overtrædelser af forordningen kan et EU-medlemsland nedlægge midlertidigt forbud mod, at dyr transporteres af den pågældende transportvirksomhed eller med det pågældende transportmiddel på EU-medlemslandets område. Dette gælder også i situationer, hvor transportvirksomheden eller transportmidlet er autoriseret eller godkendt af et andet EU-medlemsland, forudsat at alle muligheder for gensidig bistand og udveksling af oplysninger i overensstemmelse med artikel 24 er udtømt.

EU-medlemslandene er ifølge transportforordningens artikel 26, stk. 7, forpligtet til at sørge for at underrette alle de øvrige medlemslande om enhver afgørelse, der træffes i medfør af stk. 4, litra c, eller stk. 6.