Om autorisation til at foretage dyretransporter
Per Clausen (EL)
Vil ministeren redegøre for, hvordan de danske myndigheder har sørget for at informere myndighederne i andre EU-lande om, at de danske myndigheder har frataget vognmand Ottesen autorisationen til at foretage dyretransporter?
Justitsministeren (Lene Espersen)
Rådets forordning (EF) nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter m.v. (herefter transportforordningen) indeholder i artikel 24 en bestemmelse om gensidig bistand og udveksling af oplysninger mellem medlemslandene. Det fastslås i den forbindelse, at de bestemmelser og informationsprocedurer, der er fastlagt i Rådets direktiv 89/609/EØF af 21. november 1989 om gensidig bistand mellem medlemslandenes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af veterinære og zootekniske bestemmelser, finder anvendelse. Endvidere er hvert medlemsland forpligtet til at udpege et kontaktpunkt i relation til forordningen, jf. transportforordningens artikel 24, stk. 2.
Det danske kontaktpunkt i henhold til transportforordningens artikel 24, stk. 2, er Fødevarestyrelsen. Baggrunden herfor er, at Fødevarestyrelsen allerede er udpeget til ”central bistandssøgende myndighed” og ”central bistandssøgte myndighed” i det ovenfor nævnte direktiv om gensidig bistand, jf. direktivets artikel 2, stk. 1, 3. og 4. pind. Endvidere har Fødevarestyrelsen den nødvendige viden om transportforordningens anvendelse samt om overtrædelser af forordningen, idet styrelsen varetager en række administrative funktioner og kontrolopgaver på området transport af dyr (udstedelse af autorisationer, vurdering af transportegnethed, kontrol på slagterier m.v.).
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet derfor anmodet Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender om en udtalelse.
Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender har indhentet en udtalelse fra Fødevarestyrelsen, der har udtalt følgende:
”Som det følger af besvarelsen af spørgsmål S 3841, har Peter Ottesen ikke fået frataget sin autorisation, men fået afslag på sin ansøgning herom som følge af, at fødevareregionen har vurderet, at betingelserne for at imødekomme Peter Ottesens ansøgning ikke er til stede.
Det følger af transportforordningens artikel 26, stk. 7, jf. stk. 4, litra c, at medlemsstaterne har pligt til at underrette kontaktpunkterne, såfremt en medlemsstat træffer afgørelse om annullering eller suspension af en virksomheds autorisation.
I denne situation, hvor Fødevarestyrelsen har givet afslag på ansøgning om autorisation, er der ikke pligt til at underrette kontaktpunkterne herunder de polske og lettiske myndigheder. Men det kan dog oplyses, at Fødevarestyrelsen er i kontakt både de polske og de lettiske myndigheder i forbindelsen med den aktuelle situation. Det kan i denne forbindelse oplyses, at Fødevarestyrelsen i medfør af transportforordningens artikel 26, stk. 7, jf. stk. 6, har underrettet kontaktpunkterne i forbindelse med Fødevarestyrelsens afgørelse om forbud jf. forordningens artikel 26, stk. 6, hvorefter Peter Ottesen er blevet meddelt et midlertidigt forbud mod at udføre transporter på over 8 timer med afgangssted i Danmark. ”