Om anvendelse af sølv som bakteriedræbende middel
Per Clausen (EL)
Hvilke initiativer vil ministeren tage for at bremse den stigende anvendelse af sølv som bakteriedræbende middel, efter at svenske undersøgelser har vist, at den udbredte brug af sølv i dagligvareprodukter kan medvirke til at gøre bakterier resistente overfor antibiotika?
Miljøministeren (Connie Hedegaard)
Brugen af sølv som desinfektionsmiddel omfattes af biociddirektivet (direktiv 98/8/EF), som er implementeret i bekendtgørelsen om bekæmpelsesmidler.
Denne regulering medfører, at desinfektionsmidler til generelle hygiejniske formål inden for en kort årrække vil blive underlagt en egentlig forhåndsgodkendelsesordning på linje med den, som vi allerede har i dag for pesticider og træbeskyttelsesmidler. I dag reguleres desinfektionsmidlerne efter kemikalielovens almindelige regler.
Sølv som virksomt stof (aktivstof) står således netop nu over for at skulle vurderes i EU med hensyn til miljø, sundhed og effektivitet, herunder vurdering af risiko for udvikling af resistens. Aktivstoffer, som ikke klarer denne vurdering, skal udfases med relativt kort varsel. Der er ansøgningsfrist for aktivstoffer til brug i desinfektionsmidler den 31. juli 2007, og vurderingen forventes at tage 2 år.
Hvis aktivstoffet sølv EU-godkendes til brug i biocidprodukter forventes godkendelsespligten i Danmark at indtræde indenfor en 4-årig periode efter EU-godkendelsen af aktivstoffet.
På den baggrund finder jeg ikke, at der på nuværende tidspunkt er behov for nye nationale initiativer over for produkter med sølv til desinficerende formål.