Hjælpemenu

Hovedmenu

Om elsparepærer der indeholder kviksølv

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Vil ministeren redegøre for, hvilke planer Miljøministeriet har for at få udfaset anvendelsen af kviksølv i energisparepærer?

Miljøministeren (Connie Hedegaard)

Det er vigtigt at slå fast, at der allerede i EU er vedtaget et forbud mod kviksølv i energisparepærer. Forbuddet er imidlertid, på grund af manglen på egnede alternativer ved forbudets vedtagelse, blevet suspenderet midlertidigt. Samtidig er det også vigtigt at være opmærksom på, at der ikke foregår produktion af elsparepærer i Danmark.

Som anført i svaret på spørgsmål nr. S 3764 skal undtagelsen for kviksølv i kompakt-lysstoflamper revurderes, og Danmark følger nøje revurderingen af undtagelsen. Så snart der findes kommercielt tilgængelige alternativer, skal undtagelsen for anvendelse af kviksølv i kompaktlysstofrør fjernes fra RoHS-direktivet under forudsætning af, at ulemperne ved alternativerne ikke overstiger fordelene.

Det skal understreges, at der tilføres miljøet kviksølv ved forbrænding af kul, og at dette har betydning for vurderingen af den samlede tilførsel af kviksølv i forbindelse med brugen i elsparepærer.

I forbindelse med udarbejdelsen af det nordiske miljømærke Svanens kriteriesæt for lyskilder (Nordisk Miljømærkning af lyskilder, Lyskilder 012/3.5 17. november 2004) blev der foretaget en beregning af kviksølv i sparepærerne sammenlignet med det udslip, der sker fra kulfyrede kraftværker. Det fremgår af baggrundsnotatet, at der er kviksølv i de lyskilder, som har et lavt energiforbrug og som samtidig har god farvegengivelse. En konventionel glødepære indeholder ikke kviksølv, men forbruger mere energi, samtidig med at levetiden er kortere end en tilsvarende kviksølvholdig lyskilde.

Det konkluderes, at ”Hvis kviksølvfrie glødepærer erstattes med energieffektive, kviksølvholdige lyskilder, som opfylder miljømærkningens krav, vil der ikke tilføres Norden mere kviksølv end nu. Årsagen er at energibesparelsen giver en mindsket kviksølvemission som er ligeså stor som den mængde kviksølv, der er indeholdt i de energieffektive lyskilder.”