Hjælpemenu

Hovedmenu

Om finansieringen af klimatopmødet i København

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Vil ministeren oplyse, hvordan hun vil sikre, at finansieringen af klimatopmødet i København i december 2009 ikke belaster Miljøministeriets bevillinger til andre vigtige miljøopgaver?

Miljøministeren (Connie Hedegaard)

Afholdelsen af klimatopmødet COP15 bliver en stor og meget væsentlig begivenhed. Det er klart, at forberedelsen af konferencen i de kommende år bliver en meget væsentlig opgave, der vil involvere flere ministerier og ikke mindst Miljøministeriet.

Regeringen forventer på forslag til finanslov for 2008 at afsætte midler til forberedelse og afvikling af klimatopmødet COP15 i København i 2009.

Regeringen vil i samme forbindelse fremlægge forslag til finansiering af udgifterne til klimatopmødet med henblik på at dette vedtages som en del af finansloven for 2008.

Både forberedelsen og afviklingen af klimatopmødet vil blive tilrettelagt, så der er den bedst mulige sammenhæng med løsningen af de øvrige miljøpolitiske opgaver.