Om klimatopmødet i København i december 2009
Per Clausen (EL)
Er ministeren enig i, at et massivt folkeligt engagement er afgørende for at sikre et positivt udfald af klimatopmødet i København i december 2009, og at arrangementet af et alternativt topmøde parallelt med det officielle kan medvirke til at skabe et sådant folkeligt engagement?
Miljøministeren (Connie Hedegaard)
Jeg er helt enig i, at klimaforandringerne ikke kun skal håndteres af politikere på store klimatopmøder. Det er vigtigt at få befolkningen med i diskussionen, så vi får koblet det daglige forbrug med klimaproblematikken. Derfor har regeringen f.eks. netop sat klimakampagnen ”Et ton mindre” i gang. Formålet med kampagnen er at give den enkelte borger konkrete råd og redskaber til at mindske sin CO2-udledning. F.eks. gennem valg af transportform og elektriske apparater, opvarmning, ferieformer mv. Et centralt element i kampagnen er en ”CO2-beregner”, hvor personer kan beregne deres personlige CO2-udledning og afgive et løfte om at reducere dette.
Som angivet i svar på S 3703 er der stadig en række udeståender i forbindelse med klimatopmødet i 2009, som skal afklares, inden regeringen kan tage stilling til et alternativt klimatopmøde. Men en bred folkelig deltagelse er selvfølgelig noget, jeg lægger meget vægt på.