Om kreditaftalelovens § 7

Morten Messerschmidt (DF)

Vil ministeren begrunde, hvorfor kreditaftalelovens § 7 alene forbyder, at lovens forbrugerbeskyttende regler fraviges ved forudgående aftale – og ikke også omfatter efterstillede aftaler?

Justitsministeren (Lene Espersen)

Kreditaftaleloven regulerer indgåelsen og afviklingen af forbrugerkreditaftaler.

Ifølge kreditaftalelovens § 7, stk. 1, kan loven og de i medfør af denne udfærdigede forskrifter ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for forbrugeren. Der er derimod intet til hinder for, at forbrugeren ved forudgående aftale tillægges beføjelser, som stiller den pågældende bedre end lovens regler.

Ved ”forudgående aftale” forstås en aftale, der er indgået forud for den situation, hvor adgangen til at gøre en rettighed gældende er indtrådt. Ved ”forudgående aftale” forstås altså ikke blot aftaler, der indgås, før lånet bliver udbetalt. Kreditaftalelovens § 7, stk. 1, omfatter også aftaler, der indgås under låneforholdets afvikling.  

En aftale, der fraviger loven og de i medfør af loven udfærdigede forskrifter til skade for forbrugeren, kan dog indgås i den situation, hvor adgangen til at gøre en rettighed gældende er indtrådt.

Det kan eksempelvis være relevant i forhold til kreditaftalelovens § 23, stk. 1, der bestemmer, at forbrugeren højst skal betale lånebeløbet og en årlig rente af den til enhver tid værende restgæld, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 5 pct., hvis kreditgiveren ikke har oplyst kreditomkostningerne korrekt. Kreditgiveren og forbrugeren vil altså på det tidspunkt, hvor det står klart, at kreditgiveren ikke har oplyst kreditomkostningerne korrekt, kunne aftale, at forbrugeren skal betale en højere rente end den i § 23, stk. 1, angivne. Forbrugeren kan derimod også vælge at fastholde sin ret til alene at betale den i § 23, stk. 1, angivne rente.

En sådan efterfølgende aftale vil ikke være i strid med kreditaftalelovens § 7, stk. 1, men den vil efter omstændighederne kunne ændres eller tilsidesættes efter aftalelovens regler, herunder særligt aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Kreditaftalelovens § 7, stk. 1, er en videreførelse af tilsvarende bestemmelser i tidligere gældende love om kreditkøb og køb på afbetaling. Det fremgår af forarbejderne til den oprindelige lov nr. 244 af 8. maj 1917 om køb på afbetaling, at det blev vurderet, at det ville være overflødigt at medtage efterfølgende aftaler, da køberen – i de tilfælde, hvor den begivenhed, der udløser rettigheden, er indtrådt – må antages at være langt bedre i stand til fornuftigt at bedømme situationen, jf. Rigsdagstidende 1916-17, tillæg A, spalte 2541.

Kreditaftaleloven gennemfører Rådets direktiv 87/102/EØF af 22. december 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit (forbrugerkreditdirektivet). Der forhandles for tiden om et nyt forbrugerkreditdirektiv. Forhandlingerne forventes tilendebragt inden for forholdsvis kort tid. Hvis et nyt forbrugerkreditdirektiv bliver vedtaget, vil Justitsministeriet i forbindelse med gennemførelsen heraf tage stilling til, om kreditaftalelovens § 7, stk. 1, kan og bør videreføres med sit nugældende indhold.