Hjælpemenu

Hovedmenu

Om glødelamper

Besvaret § 20-spørgsmål

Anne Grete Holmsgaard (SF)

Hvad er regeringens holdning til forslaget om hurtigt at udfase brugen af glødelamper i EU?

Transport- og energiministeren (Flemming Hansen)

Regeringen støtter en hurtig gennemførelse af energieffektivitetsnormer for energiforbrugende produkter, herunder lyskilder.  Normerne skal fastsættes på et niveau, således at de mindst energieffektive lyskilder løbende fjernes fra markedet.

Det Europæiske Råd har på mødet den 8.-9. marts i år opfordret Kommissionen til at fremlægge forslag om forbedret energieffektivitetskrav med henblik på, at sådanne krav til kontorbelysning og gadebelysning kan vedtages i 2008 og krav til lyskilder i boliger kan vedtages i 2009. 

De største europæiske fabrikanter af lyskilder har foreslået, at glødelamper, som har en lav energieffektivitet, udfases. Regeringen finder det imidlertid vigtigt, at energieffektivitetskravene bliver dynamiske, således at kravene også efterfølgende skærpes i takt med den teknologiske udvikling.

Det vil sikre betingelser for fortsat udvikling og markedsgennemtrængning af den lovende LED-teknologi (Light Emitting Diodes), som i løbet af en årrække forventes at kunne levere lyskilder der i energieffektivitetshenseende er på højde med eller bedre end energisparepærer, og som forventes at kunne give lys med en farvegengivelse, der er væsentlig bedre end de energisparepærer, der i dag findes på markedet.