Om EU-støtte projekter i folkeskolen.
Martin Henriksen(DF):
Vil ministeren redegøre for omfanget af EU-støttede projekter i folkeskolen samt redegøre for regeringens rolle i de forskellige projekter, herunder om regeringen aktivt opfordrer til at gennemføre EU-støttede projekter i folkeskolen?
Undervisningsministeren(Bertel Haarder):
I skoleåret 2005/06 deltog 141 danske skoler i samarbejdsprojekter med europæiske skoler inden for EU´s Cormenius program. Projekternes varighed er mellem 1 og 3 år.
Endvidere modtog 19 danske skoler i samme skoleår en sprogassistent fra et andet europæisk land på ophold af 3-8 måneders varighed, og 66 lærere og skoleledere deltog i efteruddannelseskurser af 1 uges varighed i et andet europæisk land sammen med kolleger fra andre lande.
Tallene omfatter folkeskoler og specialskoler. Herudover indgår andre typer grundskoler i mindre omfang.
Endelig har 32 skoleledere, specialister og uddannelsesansvarlige fra folkeskoler og kommuner deltaget i studiebesøg af 1 uges varighed under Arionprogrammet i skoleåret 2005/06.
Regeringens rolle med oplysning og drift af EU-Kommissionens uddannelsesprogrammer varetages af Undervisningsministeriets styrelse CIRIUS. CIRIUS giver information og vejledning om programmer og støttemuligheder og bidrager til at danske uddannelsesinstitutioner deltager i europæisk uddannelsesarbejde.
CIRIUS afholder konferencer, seminarer og møder for uddannelsesprogrammernes målgrupper – herunder målgruppen fra skoleområdet. CIRIUS udsender pjecer og bidrager med oplæg og artikler i forskellige uddannelsessammenhænge. Endvidere samler og udarbejder CIRIUS dokumentation for internationalt uddannelsessamarbejde. CIRIUS har etableret hjemmesider bl.a. www.ciriusonline.dk og www.skoleniverden.dk med information om programmer, vejledninger og ansøgningsskemaer og udsender månedligt et nyhedsbrev til abonnenter, bl.a. med annoncering af ansøgningsfrister og nye tiltag.