Om EPA-forhandlingerne
Rune Lund (EL)
Vil ministeren bekræfte, at regeringen som et resultat af vedtagelsen fra forespørgselsdebat F 24 (V 41), som opfordrede regeringen til at arbejde for, at »landene effektivt kan beskytte sig mod al dumping bl.a. af landbrugsvarer«, vil arbejde for, at EPA-aftalerne vil omfatte safe-guard-mekanismer, og vil ministeren i så fald uddybe, hvilke former for beskyttelse som regeringen arbejder for, at ulandene sikres?
Ministeren for udviklingsbistand (Ulla Tørnæs)
Regeringen har siden begyndelsen på forhandlingerne om de økonomiske partnerskabsaftaler arbejdet for, at der ikke skal kunne finde dumping sted i forbindelse med handel under EPA-aftalerne. Såfremt dumping ikke desto mindre skulle konstateres, vil parterne kunne anvende WTO’s gældende bestemmelser til at modvirke dumping og handelsforvridende subsidier. Endvidere drøftes for tiden i EPA-sammenhæng udformningen af en safeguard-bestemmelse i tillæg til WTO’s eksisterende regler på området. På det uformelle EU-udviklingsministermøde i Petersberg, Tyskland den 13. marts 2007 har jeg understreget, at den danske regering arbejder for beskyttelse af AVS-landene mod markedsforstyrrelser. Teksten til folketingsvedtagelse V 41 er fra dansk side videregivet til Europa-Kommissionen og formandskabet.