Hjælpemenu

Hovedmenu

Om læger fra EØS-landene

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Er ministeren ikke enig i, at det bør være en forudsætning for at arbejde på et dansk hospital som læge, at man er stand til at formilde viden på dansk og forstå de svar, man får på entydige spørgsmål, og hvordan vil ministeren sikre, at disse krav også opfyldes af læger fra EØS-landene?

Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)

Efter EU-retten vil det være ulovligt at stille særlige sprogkrav til EU-borgere.

Efter autorisationslovens § 17 følger allerede, at enhver læge under udøvelsen af sin virksomhed er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Denne bestemmelse dækker også en forsvarlig kommunikation med patienter, pårørende, andet sygehuspersonale m.fl.

Som det fremgår af min besvarelse af S 3118, stillet den 23. februar 2007 er det den ansættende myndigheds ansvar at sikre, at de læger, der ansættes, har de nødvendige kvalifikationer såvel fagligt som sprogligt. Jeg vil fortsat lade det være op til den pågældende region at vurdere om de læger, der søger stillinger som læger, har de danskkundskaber, der er nødvendige for at varetage den pågældende stilling på tilfredsstillende vis.