Hjælpemenu

Hovedmenu

Om skolefrugtordningen

Besvaret § 20-spørgsmål

Mette Gjerskov (S)

Vil ministeren oplyse, om kommuner, der vil lave en gratis frugtordning, er udelukket fra tilskud efter skolefrugtordningen, når ordningen ifølge oplysningerne i pressen alene vil blive tilbudt til skoler, der vil lave forældrebetalte ordninger?

Fødevareministeren (Hans Christian Schmidt)

Det er den enkelte skole, der skal søge om tilskud til at dække skolens udgifter til indkøb af frugt under skolefrugtskampagnen. En skole, der ligger i en kommune, som overvejer at lave en gratis frugtordning, er ikke afskåret fra at søge tilskud efter ordningen. En Kommune kan ikke søge om tilskud, men kan opfordre skolerne til at søge og har så mulighed for at tage over, når kampagnen slutter, eventuelt som en del af kommunens brede borgerrettede sundhedsfremme.

I Bekendtgørelse om tilskud til skolefrugt fremgår i § 3 de betingelser, som skolerne skal opfylde for at være kvalificerede til at ansøge om tilskud. En af betingelserne er, at skolen på ansøgningstidspunktet skal erklære at ville arbejde for en klassebaseret, forældrebetalt frugtordning efter afslutningen på den gratis introduktionsperiode. En tilsvarende og velfungerende forældrebetalt ordning eksisterer for skolemælk.

Begrundelsen for denne betingelse er, at det er ønsket, at skolebørnene fortsætter med at spise frugt og dermed at skolefrugtsordningerne videreføres, når kampagneperioden efter to måneder er afsluttet, så kampagnen får en længerevarende effekt.

I vejledningen til skolefrugtordningen er det uddybet, hvordan en sådan frugtordning kan være. F.eks. kan forældrene i fællesskab betale for levering af frugt, som dagligt spises samlet i klassen, eller eleverne kan hver især have frugt med hjemmefra, som så spises i fællesskab i klassen. Frugten kan også indgå i menuen under en (evt. kommunal) skolemadsordning eller være en del af sortimentet i en skolebod.