Om oprettelse af en europæisk politienhed
Morten Messerschmidt (DF)
Hvilken betydning vil oprettelsen af en europæisk politienhed have for fremmede politimyndigheders mulighed for at udøve myndighed i Danmark?
Justitsministeren (Lene Espersen)
Justitsministeriet går ud fra, at der med spørgsmålet sigtes til Kommissionens forslag til Rådets afgørelse om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol) (KOM(2006)817).
Med det pågældende forslag er der ikke lagt op til, at andre landes politimyndigheder eller Europol-ansatte skal have en adgang til at udøve (politi)myndighed i Danmark.
Ligesom det er tilfældet efter de nugældende regler for Europol, lægges der efter det fremlagte forslag til rådsafgørelse op til, at Europol kan understøtte det enkelte medlemslands politimæssige indsats ved eksempelvis at deltage i såkaldte fælles efterforskningshold. Der er imidlertid som nævnt ikke tale om at give Europol-ansatte adgang til at udøve (politi)myndighed i Danmark.