Hjælpemenu

Hovedmenu

Om affald

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Vil ministeren tage initiativ til at sikre, at der sker en registrering af, hvor dansk affald ender, når det bliver eksporteret ud af Danmark, og hvilke initiativer vil ministeren tage for at sikre, at dansk affald, der eksporteres til genanvendelse, reelt bliver genanvendt?

Miljøministeren (Connie Hedegaard)

Danmark registrerer og offentliggør en gang årligt det anmeldepligtige affald, dvs. alt affald som ikke er listet på bilag II i EU’s Transportforordning.

Denne registrering omfatter mængder, typer, behandling og behandlingsanlæg.

I forhold til det ikke anmeldepligtige affald - det grønlistede affald – så skal virksomheder der eksporterer denne type affald informere tilsynsmyndighederne – kommunen – om den årlige mængde der eksporteres og hvorledes det nyttiggøres. Tilsynsmyndigheden skal derefter en gang årligt rapportere disse oplysninger til Miljøstyrelsen. Denne forpligtigelse overholder virksomhederne kun i ringe grad i dag.

Den danske bekendtgørelse om import og eksport af affald skal revideres for at sikre gennemførelsen af den nye EU Transportforordning, som træder i kraft d. 12. juli 2007. I forbindelse med denne proces er det planlagt at præcisere bestemmelsen vedrørende virksomhedernes forpligtigelser ved eksport af grønlistet affald.

Derudover er det planen, at der i forbindelse med den nye organisering af affaldsområdet vil blive udarbejdet en ny datamodel for opsamling af affaldsdata. Med den nye datamodel indføres en pligt for affaldsproducenten, uanset om denne får sit affald behandlet i Danmark eller i udlandet, til at denne skal indrapportere til Miljøstyrelsen hvilken behandling affaldet underlægges. 

Under forhandlingerne af den nye EU Transportforordning lagde Danmark vægt på at kravene til specielt eksport af grønlistet affald blev strammet op. 

Det betyder at når den nye forordning træder i kraft, vil der blive stillet yderligere krav til hvilke oplysninger affaldet skal ledsages af under transporten. Bl.a. skal den, der står for transporten af affaldet, kunne forevise en kontrakt på hvor og hvem der skal behandle affaldet. Dette krav øger muligheden for kontrol med at den pågældende affaldsfraktion reelt bliver genanvendt og hvorledes den bliver genanvendt.

Desuden er kravet til den nationale godkendelse af behandlingsanlægget i modtagerlandet skærpet. I den nuværende forordning skal anlægget i modtagerlandet have en national godkendelse. I den nye forordning skal anlægget der modtager affaldet drives i overensstemmelse med standarder for menneskers sundhed og miljøbeskyttelse, der svarer i store linier til de standarder der er fastsat i fællesskabslovgivningen.