Om den danske bopælspligt
Per Clausen (EL)
Hvad forventer ministeren i lyset af dommen i EU vedrørende den danske bopælspligt med henvisning til hensynet til kapitalens frie bevægelighed, at udfaldet vil blive, hvis der bliver rejst retssager om andre bestemmelser i landbrugsloven, herunder især på begrænsningerne i lovens § 12, stk. 3, ud over bopælspligten (uddannelseskrav, begrænsning på det ejede landbrugsareal og det ejede antal landbrugsejendomme)?
Fødevareministeren (Hans Christian Schmidt)
Domstolens afgørelse i sagen C 370/05 Festersen vedrører efter sit indhold alene spørgsmålet om bopælspligtens forenelighed med traktatens artikel 56 om den frie kapitalbevægelighed.
Dommen tager således ikke stilling til andre aspekter af landbrugslovens erhvervelsesbetingelser, og det er ikke muligt på grundlag af dommens præmisser at udlede, hvorledes domstolen ville stille sig i forhold til disse andre erhvervelsesbetingelser.