Hjælpemenu

Hovedmenu

Om gratis frugt på skoler og insitutioner

Besvaret § 20-spørgsmål

Per Clausen (EL)

Er ministeren enig med kommissær Marianne Fischer Boel i, at det vil være en god idé at dele gratis frugt ud til børn og unge i skoler og institutioner og hvilke konkrete initiativer vil ministeren tage for at støtte kommissærens forslag?

Familie- og forbrugerministeren (Carina Christensen)

Kommissær Mariann Fisher Boel har i forbindelse med en omlægning af EU's landbrugsstøtte fremlagt et forslag om reform af frugt og grøntsektoren. Som et element i det meget omfattende forslag kan tilbagekøbte frugt og grøntsager uddeles gratis til velgørende organisationer, skoler og fritidsordninger.

Jeg har fået oplyst, at forslaget, som det foreligger, indeholder en del uafklarede elementer, og at drøftelser om det samlede forslag indledes i uge 5, hvor landbrugsministrene bliver præsenteret for forslaget, der derefter forhandles videre i arbejdsgruppe.

Jeg er imidlertid enig med kommissæren i det bagvedliggende ønske om at øge frugtindtaget for børnene i skolerne. Både fødevareministeren og den tidligere familie- og forbrugerminister har derfor ved flere lejligheder foreslået landbrugskommissæren, at frugt til skolebørn skulle støttes gennem EU´s markedsordninger efter samme model, som gælder for mælkeordninger i skolen med støtte fra EU. Dette finder jeg fortsat vil være en god model for at lave frugtordninger i skolerne.

Indtil da arbejder vi i Danmark for at fremme indtaget af frugt og grønt i initiativet ”6 om dagen – spis mere frugt og grønt”, hvor information og aktiviteter i kampagneperioden har øget frugt og grønt indtaget med mere end 25 %, målt som gennemsnitligt indtag pr. person. 6 om dagen kampagnen, hvis formål er at få danskerne til at spise mere frugt og grønt, er et partnerskab bestående af Fødevarestyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Sundhedsstyrelsen, Forskningsforeningen frugt, grønt og kartofler og Motions- og Ernæringsrådet.

I slutningen af 2006 blev der afsat 8 mio. kr. til støtte til 6 om dagen´s store pilotprojekt om skolefrugt – Frugtkvarter, hvor en række skoler efter ansøgning kan få dækket omkostningerne til at købe frugt til alle deres elever i ca. otte uger. Initiativet er iværksat som et element i regeringens Fødevarepolitiske Redegørelse fra 2006.

Projekt Frugtkvarter gennemføres i tæt samarbejde mellem 6 om dagen, Kræftens Bekæmpelse, Fødevareministeriet, Dansk Gartneri, CVU Lillebælt samt Videncenter for Fødevarer og Sundhed. Skolerne vil i februar 2007 blive inviteret til at indsende ansøgninger.

Projektet skal klarlægge om en frugtordning, der foregår klassebaseret, kan fungere både praktisk og pædagogisk, og kan fastholdes på skolerne og i klasserne som en forældrebetalt ordning, når gratisperioden udløber.