Om udvidelse af EU's strafferetslige kompentence.
Morten Messerschmidt(DF):
Jeg håber, at justitsministeren kan høre, hvad jeg siger, i hvert fald sådan ved momentane lejligheder. Jeg vil tage udgangspunkt i det svar, som ministeren gav Europaudvalget i det åbne samråd den 14. oktober 2005, hvor vi diskuterede den såkaldte miljødom. Da sagde ministeren, at der med dommen ikke var taget udtrykkelig stilling til, om det nu er sådan, at man på alle andre områder inden for det overstatslige samarbejde i EU kan vedtage strafferetsafgørelser. Nu kan vi se, at Kommissionen har anlagt endnu en sag mod Ministerrådet, den sag, der har fået benævnelsen 440/05, hvor man på endnu et område forsøger at udvide EU's strafferetlige kompetence ved at gøre det muligt, at der kan træffes beslutninger om strafferet ved flertalsafgørelser. Det er selvfølgelig fuldstændig uantageligt, at EF-Domstolen og Kommissionen fører en sådan linje, dels fordi vi i øjeblikket befinder os i en tænkepause, og dels fordi det simpelt hen ikke er en del af den traktat, som Danmark og andre lande har indgået. Derfor vil jeg gerne have ministeren til at kommentere det sagsanlæg set i forhold til det, hun sagde den 14. oktober sidste år.Justitsministeren (Lene Espersen):
Jeg vil sige til hr. Morten Messerschmidt, at jeg fuldt ud står ved det, jeg sagde i samrådet i oktober og også efterfølgende i de drøftelser, der har været, ikke mindst i Folketingets Europaudvalg, hvor også hr. Morten Messerschmidt har en plads. Det er selvfølgelig klart, at den proces, jeg som medlem af Ministerrådet er inde i nu, er en løbende drøftelse, dvs. ministrene med formandskabet, Kommissionen og rådets juridiske tjeneste, om, hvorledes miljødommen skal fortolkes. Jeg har ikke i dag nyt at føje til det, jeg sagde på samrådet, og det, som jeg også efterfølgende har redegjort for over for Europaudvalget. Men jeg vil gøre hr. Morten Messerschmidt bekendt med, at jeg er kaldt i samråd om Kommissionens annullationssøgsmål vedrørende skibsforurening. Når det samråd bliver afholdt, vil jeg have en mulighed for at kunne svare mere dybtgående på de spørgsmål, hr. Morten Messerschmidt stiller i dag. Men jeg har simpelt hen ikke mulighed for at komme dybere ind på det i dag.Morten Messerschmidt (DF):
Det har jeg selvfølgelig forståelse for, og jeg vil også gerne i samme moment takke for, at ministeren har besluttet, at Danmark intervenerer i sagen på Rådets side. Det synes jeg er helt naturligt, når man har at gøre med en EF-Domstol, som så groft og vedvarende tromler en mere centralistisk EU-model igennem end den, som befolkningerne helt klart ønsker. Derfor kunne jeg godt tænke mig, at ministeren ville forholde sig til det rent principielle i, at man sender en forfatning til folkeafstemning, som falder i Holland og i Frankrig, men at der ikke er noget, der er ændret i EF-Domstolen, oppe i hovederne på EF-dommerne. Der er der kun et mål, og det er at tordne videre i den retning, som forfatningen har udstukket. Synes justitsministeren, at det er en acceptabel måde at regulere EU på? Synes justitsministeren, at man kan kalde det et retssamfund, når man har at gøre med dommere, som entydigt implementerer dele af en forfatning, som befolkningerne har afvist?Justitsministeren (Lene Espersen):
Jeg vil sige til hr. Morten Messerschmidt, hvilket jeg også tilkendegav i samrådet, at jeg tror, dommen var en stor overraskelse for mange. Men det handler altså om rækkevidden af den forfatning, som Danmark har tiltrådt. Det, jeg har set som min fremmeste opgave, er naturligvis at få nærmere undersøgt rækkevidden af den dom, som blev afsagt. Man kan sige, at den overraskelse og måske også den skepsis, som dommen har givet anledning til her i Danmark, ikke er et synspunkt, vi står alene med. På det uformelle rådsmøde, jeg var til i midten af januar i Wien, var de synspunkter, som jeg redegjorde for i samrådet, bl.a. over for hr. Morten Messerschmidts synspunkter, som mange af landene gentog, altså at man vil have en sikkerhed for, hvordan de nuværende traktatmæssige rammer skal forstås, herunder at man ikke skal forsøge at overfortolke den dom, som foreligger på miljøområdet. Så jeg vil sige, at de generelle tilkendegivelser, som jeg kom med i oktober måned, står jeg stadig væk fast på.Morten Messerschmidt (DF):
Jeg kan næsten ikke få armene ned, når jeg hører, at justitsministeren siger, at man i Rådet er enige om, at man ikke skal overfortolke den dom, som blev afsagt sidste år i september. Problemet er bare, at Ministerrådet er fuldstændig handlingslammet. Det er jo EF-Domstolen og Kommissionen, der træffer afgørelserne. Ministerrådet, som godt nok repræsenterer befolkningerne rundtomkring i Europa, og som vel egentlig er det eneste organ, der har parlamentarisk legitimitet, er fuldstændig sat ud på sidesporet. For her kører EF-dommerne og Kommissionen toget imod mere og mere union, fuldstændig ligegyldigt hvad befolkningerne rundtomkring i Europa har sagt, og i øvrigt fuldstændig ligegyldigt hvad den danske justitsminister mener. Det må da være konklusionen på, at vi i september får en dom, hvor EF-domstolen siger, at vi nu skal have den del af forfatningen implementeret, og at vi nu her i marts får endnu en dom eller i hvert fald et nyt sagsanlæg, som går i samme retning. Det er ikke ligefrem et udtryk for, at man respekterer justitsministerens holdning i Ministerrådet, når man bare lægger en ny sag an, og en ny sag og en ny sag hele tiden, for at overtrumfe den holdning, som den danske justitsminister har. Kan ministeren ikke godt se det?Justitsministeren (Lene Espersen):
Jeg ville ønske, at hr. Morten Messerscmidt en gang imellem havde en lille smule mere positiv tilgang til det her. Jeg er klar over, at der er ting, som er vanskelige, og ting, der giver anledning til at stille spørgsmål. Men jeg synes nu også, at der er meget godt at glæde sig over. Ud over at der er en meget bred forståelse og enighed med Danmark i de synspunkter, som jeg har redegjort for, har jeg også tidligere tilkendegivet, og det gør jeg gerne igen, at Rådets juridiske tjeneste faktisk deler den opfattelse, som jeg har givet udtryk for. Det synes jeg er positivt, ligesom det er positivt, at Kommissionen har ændret holdning. Kommissionen indledte jo efter miljødommen med at sige, at det her skulle have konsekvenser for samtlige retsakter, der var vedtaget af Ministerrådet under søjle 3. Den beslutning ændrede man til, at det skulle man alligevel ikke, efter at have lyttet til bl.a. Ministerrådet og Rådets juridiske tjeneste. Så det nytter altså noget at være i dialog med hinanden, og det nytter at stille kritiske spørgsmål. Som jeg har tilkendegivet en gang før, men gerne gentager, ser jeg selvfølgelig frem til det samråd, der skal være i Europaudvalget, så jeg får mulighed for nærmere at uddybe vores synspunkter om den nye sag, der nu er dukket op fra Kommissionens side omkring annullationssøgsmål.
Morten Messerschmidt(DF):
Det er simpelt hen for tyndt. Man kan ikke bare stå og sige, at nu skal vi være positive, tage de lyserøde briller på og være glade, og i øvrigt henvise til, hvad Rådets juridiske tjeneste siger. For Rådets juridiske tjeneste sagde præcis det samme i september sidste år. Men alligevel traf EF-Domstolen den her afgørelse, som klart er i strid med den gældende forfatning og klart er i strid med det, som vi alle sammen ønsker, nemlig at vi ikke skal kunne få strafferet vedtaget ved flertalsafgørelser. Der skal vi altså være enige.
Derfor er det simpelt hen for tyndt, hvis det er den danske justitsministers holdning, at vi ikke skal være for negative, at vi nu skal sætte os ned og prøve i en positiv stemning at komme videre.
Der er da afgørende årsager til, at man skal være skeptisk over for det her. Jeg kan slet ikke forstå, at man som justitsminister kan sige, at nu skal vi bare være positive og glade, så går det nok alt sammen, når det, vi står over for, er en EF-Domstol, som udhuler den kompetence, som justitsministeren faktisk er sat til at forvalte. Det er simpelt hen for tyndt, så jeg forventer ikke noget svar.
Justitsministeren (Lene Espersen):
Hr. Morten Messerschmidt får nu alligevel et svar.
Jeg tror egentlig, at der i meget af substansen ikke er nogen uenighed mellem hr. Morten Messerschmidts synspunkt og det, som jeg har hørt at de fleste af Folketingets partier står for, nemlig at dommen har været en overraskelse, og at man skal passe på ikke at overfortolke den.
Men mit budskab var sådan set, at det ikke nytter noget bare at møde op og skælde ud og sige, at man er sur. Man må gå konstruktivt til værks og sikre sig, at det her ikke får den effekt, som jeg kan høre hr. Morten Messerscmidt frygter, nemlig at det bare breder sig til alle mulige andre områder.
Måden at sikre, at det ikke sker, er ved at være konstruktiv, når der er rådsmøder, og sikre sig, at man har en kritisk tilgang til tingene. Det vil jeg fortsat have til alle de spørgsmål, som bliver rejst i Rådet. Der har jeg i hvert tilfælde tilkendegivet, at for mig er det helt afgørende, at hver gang der kommer en ny sag, så er den ikke bare en del af sådan en kæmpepalet, men hver sag må diskuteres grundigt. Det er den bedste måde, vi holder styr på, hvordan udviklingen er i EU. (Lene Espersen): Hr. Morten Messerschmidt får nu alligevel et svar. Jeg tror egentlig, at der i meget af substansen ikke er nogen uenighed mellem hr. Morten Messerschmidts synspunkt og det, som jeg har hørt at de fleste af Folketingets partier står for, nemlig at dommen har været en overraskelse, og at man skal passe på ikke at overfortolke den. Men mit budskab var sådan set, at det ikke nytter noget bare at møde op og skælde ud og sige, at man er sur. Man må gå konstruktivt til værks og sikre sig, at det her ikke får den effekt, som jeg kan høre hr. Morten Messerscmidt frygter, nemlig at det bare breder sig til alle mulige andre områder. Måden at sikre, at det ikke sker, er ved at være konstruktiv, når der er rådsmøder, og sikre sig, at man har en kritisk tilgang til tingene. Det vil jeg fortsat have til alle de spørgsmål, som bliver rejst i Rådet. Der har jeg i hvert tilfælde tilkendegivet, at for mig er det helt afgørende, at hver gang der kommer en ny sag, så er den ikke bare en del af sådan en kæmpepalet, men hver sag må diskuteres grundigt. Det er den bedste måde, vi holder styr på, hvordan udviklingen er i EU.