Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Danmarks deltagelse i Schengen politisamarbejdet

Besvaret §20-spørgsmål

Endelig besvarelse af spørgsmål nr. S 892 fra medlem af Folketinget Morten Messserserschmidt (DF).

Spørgsmål:

"Kan ministeren oplyse, hvorvidt Danmarks deltagelse i politisamarbejdet i Schengen har haft en positiv eller negativ effekt på politiets muligheder for at optrævle prostitutionsnetværk?"

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitichefen, der har oplyst følgende:

"Schengen-samarbejdet har to overordnede formål. Det ene formål er at etablere fri personbevægelighed over de indre grænser. Det andet overordnede formål er en styrkelse af indsatsen mod grænseoverskridende kriminalitet og illegal indvandring. Denne indsats skal bl.a. udgøre en modvægt til den frie personbevægelighed, således at bortfaldet af personkontrollen ved de indre grænser ikke kan misbruges af personer, som f.eks. måtte være eftersøgt eller udvist i anledning af begået kriminalitet. Schengen-konventionen indeholder på den baggrund bl.a. bestemmelser om grænseoverskridende politisamarbejde og om oprettelse, drift og anvendelse af et fælles in- formationssystem (Schengen-informationssystemet).

Den 8. november 2005 foretog politiet en koordineret anholdelsesaktion i en sag vedrørende rufferi og menneskehandel. Anholdelsesaktionen blev foretaget efter flere måneders efterforskning under ledelse af Ribe Politi og i samarbejde mellem flere politikredse, Rigspolitichefens Nationale Efterforskningsstøttecenter og lettisk politi.

Schengen-samarbejdet ses ikke i sig selv at have haft betydning i den konkrete sag. Generelt er det imidlertid Rigspolitichefens opfattelse, at Schengen-samarbejdet har væsentlig betydning for bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, herunder visse former for menneskehandel og rufferi."