Om afgiftslettelser på biodiesel
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 85 stillet af Hans Kristian Skibby, DF.
Spørgsmål nr. S 85:
Hvilke miljømæssige fordele vil en afgiftslettelse på 30 mio. kr. på biodiesel give set i forhold til de tilsammen 30 mio. kr., som staten bruger på partikelfiltre i 2005 og 2006?
Svar:
I forbindelse med udarbejdelsen af EU-direktiv 2003/30 om fremme af anvendelsen af biobrændstoffer og andre fornyelige brændstoffer til transport gennemførte EU-kommissionen en undersøgelse af, hvilken effekt anvendelsen af biobrændstoffer kunne forventes at have på udslippet af sundhedsskadelige stoffer som f.eks. partikler og kvælstofoxider (NOx).Kommissionen konkluderede i den forbindelse, at anvendelsen af biobrændstoffer kun vil indebære en lille, om nogen, fordel i forhold til benzin og diesel i fremtiden. Kommissionen har ved et møde den 6. oktober 2005 oplyst, at nyere undersøgelser ikke har ført til ændringer i denne konklusion.
Jeg må på den baggrund vurdere, at anvendelsen af biodiesel ikke kan forventes at have nogen væsentlig effekt på udslippet af partikler, og at det derfor ikke vil ændre resultaterne af de af Transport- og Energiministeriet gennemførte beregninger af partiklernes indflydelse på antal tilfælde af for tidlig død og forskellige former for sundhedsskader.