Om krav til såvel partikler som kvælstofdioxid i gadeluften.
Steen Gade(SF):
Ville Danmark kunne overholde EU's krav til såvel partikler (PM 10 samt PM 2,5) som kvælstofdioxid i gadeluften i 2010, såfremt der inden da indføres miljøzoner i de største byer med krav om såvel partikelfiltre som SCR-katalysatorer på alle tunge køretøjer, samtidig med at der gives et afgiftsmæssigt incitament til køretøjer med såvel partikelfiltre som SCR-katalysatorer?
Miljøministeren(Connie Hedegaard):
Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) har senest i 2005 for Miljøkontrollen i Københavns Kommune og i samarbejde med Miljøstyrelsen foretaget en vurdering af om og med hvilke virkemidler det ville være muligt at overholde grænseværdien for kvælstofdioxid (NO2) i 2010. Vurderingen viste, at selv med indførelse af skærpede emissionskrav for både lette og tunge dieselkøretøjer vil grænseværdien på de 40 µg/m3 blive overskredet på enkelte gadestrækninger i København i 2010. Dette vil efter Miljøstyrelsens vurdering også være tilfældet, hvis alle tunge køretøjer er udstyret med SCR-katalysatorer.
For partikler (PM10) trådte grænseværdierne i kraft den 1. januar 2005, og målinger for 2005 viser, at de blev overskredet i København og på en enkelt station i provinsen.
For de mindre partikler (PM2.5) har beregninger vist, at såfremt de øvrige EU-lande opfylder deres EU-målsætninger på luftområdet, vil Danmark kunne overholde den foreslåede grænseværdi på 25 µg/m3 allerede i 2010.
Regeringen prioriterer tiltag, der kan bidrage til reduktion af NO2-niveauet. Senest har Danmark i forhandlingerne om nye EURO-normer lagt vægt på, at vi så hurtigt som muligt får indført betydelige skærpelser i forhold til udslippet af kvælstofoxider (NOx) fra diesel person- og varebiler.
Luftforureningen med partikler har betydelige negative sundhedskonsekvenser. Det er baggrunden for, at regeringen har sendt et lovforslag om miljøzoner i høring. Lovforslaget giver mulighed for, at stort set alle de nuværende tunge køretøjer i Danmark, der ønsker at køre i de store byer, skal have monteret et partikelfilter i løbet af de næste fire år.
Regeringen har endvidere indført et nedslag i registreringsafgiften for køretøjer med partikelfilter. En række bilimportører har netop annonceret en række meget markante stigninger i deres salg af dieselbiler med filter. For nogle fabrikanter er der tale om, at personbiler med filter nu udgør over halvdelen af salget, og andelen forventes fortsat at stige.