Om landbrugsstøtte
Per Clausen(EL):
”Mener ministeren, at det er i overensstemmelse med EU’s forordning om reduktion i landbrugsstøtten ved overtrædelse af reglerne om krydsoverensstemmelse, når man i Danmark forudsætter, at der skal være tale om fortsæt fra landmandens side, mens det af forordning 796/2004 fremgår, at der »kun (kan) anvendes nedsættelser og udelukkelser, hvis landbrugeren har udvist forsømmelighed eller fortsæt«?”
Fødevareministeren(Hans Christian Schmidt):
Det er ikke korrekt, at i Danmark medfører kun forsætlige overtrædelser af krydsoverensstemmelseskravene støttereduktioner.
Også uagtsomme overtrædelser medfører i Danmark reduktion af den pågældende landbrugers direkte landbrugsstøtte, således som det også fremgår af art. 66 og 67 i Kommissionensforordning nr. 796/2004.
I henhold til art. 66 i ovennævnte forordning medfører en uagtsom manglende overholdelse af et krydsoverensstemmelseskrav som udgangspunkt en reduktion på 3 % af den pågældende landbrugers direkte landbrugsstøtte, mens en forsætlig manglende overholdelse af et krydsoverensstemmelseskrav i henhold til art. 67 i ovennævnte forordning som udgangspunkt medfører en reduktion på 20 % af den pågældende landbrugers direkte landbrugsstøtte.