Om chauffører fra østeuropæiske EU-lande
Jørgen Arbo-Bæhr(EL):
Mener ministeren, at ministerens tilladelse, til at chauffører fra de østeuropæiske EU-lande frit kan arbejde i Danmark, er i overensstemmelse med overgangsbestemmelsen i aftalen om østeuropæiske arbejderes adgang til at arbejde på det danske arbejdsmarked?”
Transport- og energiministeren(Flemming Hansen):
Jeg vil gerne indledningsvis understrege, at cabotagekørsel handler om midlertidige, lejlighedsvise indenlandske transporter udført af udenlandske vognmænd. Cabotagekørsel giver således ikke danske vognmænd mulighed for at anvende udenlandske chauffører på deres lastbiler.
Som det formentlig er spørgeren bekendt, er aftalerne om ophævelse af overgangsordningen vedrørende cabotagekørsel for Estland, Litauen og Tjekkiet trukket tilbage. Dermed vil det fortsat ikke være muligt for transportvirksomheder fra de tre lande at gennemføre lejlighedsvis indenlandske transporter i forbindelse med international godskørsel Danmark, ligesom transportvirksomheder fra Danmark heller ikke vil have mulighed for at gøre dette i Estland, Litauen og Tjekkiet.
Jeg skal gøre opmærksom på, at en liberalisering af cabotagekørsel efter min opfattelse juridisk ikke ville have været i modstrid med overgangsbestemmelser i aftalen om østeuropæiske arbejderes adgang til at arbejde på det danske arbejdsmarked, den såkaldte Østaftale. Cabotagereglerne handler om transportvirksomheders markedsadgang, mens Østaftalen handler om arbejdskraftens frie bevægelighed.
Jeg tillader mig at oplyse, at adgangen til cabotagekørsel i EU allerede blev etableret ved Rådets forordning (EØF) nr. 3118/93 af 25. oktober 1993, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 484/2002 af 1. marts 2002.
I forbindelse med EU-udvidelsen med de baltiske lande, Tjekkiet, Slovakiet, Polen, Ungarn, Slovenien, Cypern og Malta blev der truffet aftale om en overgangsordning vedrørende cabotagekørsel for visse af de nye medlemslande.
For transportvirksomheder fra Estland, Letland, Litauen, Slovakiet og Tjekkiet var det ikke tilladt at udføre cabotagekørsel i de ”gamle” EU-lande og vice versa i en overgangsperiode på mindst 2 år, altså indtil 1. maj 2006. Forbuddet mod cabotagekørsel kunne forlænges yderligere i op til 3 år.
Cypern, Malta og Slovenien har fra tiltrædelsestidspunktet været omfattet af forordningen, og er således ikke underlagt en overgangsordning.
For transportvirksomheder fra Polen og Ungarn er det ikke tilladt at udføre cabotagekørsel i de ”gamle” EU-lande og vice versa i en overgangsperiode på mindst 3 år, altså indtil 1. maj 2007. Forbuddet mod cabotagekørsel kan forlænges yderligere i op til 2 år.
Det er således i dag tilladt for transportvirksomheder fra 18 EU-lande at udføre cabotagekørsel. Cabotagekørsel skal senest være fuldstændig liberaliseret i alle EU-lande fra den 1. maj 2009.
I den forbindelse vil jeg gerne påpege, at omfanget af cabotagekørsel inden for EU er beskedent. I forhold til de samlede indenlandske og internationale transporter i EU udgør cabotagekørsel i størrelsesorden 0,8 procent.