Om EU-regler om den grænseoverskridende togdrift.
Klaus Hækkerup(S):
"Hvilke EU-regler gælder eller er under udarbejdelse på jernbaneområdet for så vidt angår den grænseoverskridende togdrift?”
Transport- og energiministeren(Flemming Hansen):
EU har siden 1991 gradvist gennemført forpligtende fællesskabslovgivning for jernbanesektoren og dermed også forpligtende fællesskabsregler for så vidt angår grænseoverskridende transporter – en fællesskabsramme der ofte benævnes EU's jernbanepakker.
Med dette regelsæt reguleres sektoren i bred forstand. Både for så vidt angår organisering af sektoren, interoperabilitet, infrastruktur, rullende materiel, ledelses- og driftssystemer, sikkerhedsmæssige forhold som personale og meget andet.
Ud over EU-reguleringen reguleres de grænseoverskridende transporter også af internationale konventioner, herunder bl.a. COTIF-konventionen.
Ud over nugældende EU-regler er en lang række forordninger, direktiver, tekniske specifikationer for interoperabilitet (TSI’er) mv. under udarbejdelse.
Den danske stat er forpligtiget af ikrafttrædelsen af de omtalte EU-regler og disses gennemførselsbeføjelser. Væsentlige dele heraf er allerede implementeret i dansk ret eller under udarbejdelse.
En række af de væsentligste nugældende EU-regler for så vidt angår den grænseoverskridende togdrift er nævnt nedenfor (Bilag 1). Enkelte af de væsentligste danske retsakter indgår også heri.
Af særskilt betydning i relation til grænseoverskridende transporter er også rækken af tekniske specifikationer for interoperabilitet (TSI’er), der i sammenhæng med jernbanepakkerne enten allerede er udviklet og gældende eller er under udarbejdelse. En status for disse fremgår tillige af Bilag 1.
Herudover skal nævnes at
· et direktivforslag er undervejs fra Kommissionen vedrørende international certificering af lokoførere og andre medarbejderkategorier der opererer lokomotiver og tog indenfor fællesskabets jernbanenetværk (herunder et internationalt ”drivers license”). Seneste forslagstekst, 2004/00048 (COD), der er dateret 19. januar 2006.
· et forslag til Rådsdirektiv er undervejs fra Kommissionen vedrørende bestemmelser for mere specifikke arbejdsvilkår for medarbejdere involveret i grænseoverskridende transporter og ydelser. Foreliggende forslagstekst, COM(2005) 32 final, der er dateret 8. februar 2005.
· farligt gods i relation til grænseoverskridende transporter reguleres gennem RID-reglerne under den internationale konvention COTIF. RID’s regler er dog implementeret til brug for nationale transporter gennem EU's direktiv 96/49/EC.
Det skal bemærkes, at vedlagte bilag ikke er udtømmende, men kun skal opfattes som en oversigt over de væsentligste regler på området.
Bilag 1
Væsentlige gældende EU-regler:
1. Rådets direktiv 91/440/EØF af 29. juli 1991 om udvikling af Fællesskabets jernbaner
2. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/12/EF af 26. februar 2001 om ændring af Rådets direktiv 91/440/EØF om udvikling af Fællesskabets jernbaner
3. Rådets direktiv 95/18/EF af 19. juni 1995 om udstedelse af licenser til jern-banevirksomheder
4. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/13/EF af 26. februar 2001 om ændring af Rådets direktiv 95/18/EF om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder
5. Rådets direktiv 95/19/EF af 19. juni 1995 om tildeling af jernbaneinfrastruktur-kapacitet og opkrævning af infrastrukturafgifter
6. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF af 26. februar 2001 om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering
7. Rådets direktiv 96/48/EF af 23. juli 1996 om interoperabilitet i det transeuro-pæiske jernbanesystem for højhastighedstog
8. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/16/EF af 19. marts 2001 om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for konventionelle tog (”Inteoperabilitetsdirektivet”)
9. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF om jernbanesikkerhed i EU og om ændring af Rådets direktiv 95/18/EF om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder og direktiv 2001/14/EF om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbane-infrastruktur samt sikkerhedscertificering (”Jernbanesikkerhedsdirektivet”)
10. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/50/EF om ændring af Rådets direktiv 96/48/EF om interoperabilitet i transeuropæiske jernbanesystem for højhastighedstog og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/16/EF om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for konventionelle tog
11. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 881/2004 om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur (”ERA”)
Væsentlige danske retsakter
1. Bekendtgørelse nr. 263 af 8. april 2003 om interoperabilitet i det transeuropæiske jernbanesystem for konventionelle tog
2. Bekendtgørelse nr. 1171 af 02. december 2004 af lov om jernbane (”jernbaneloven”) med senere ændringer
3. Bekendtgørelse nr. 38 af 23. januar 2006 om gennemførsel af jernbanesikkerhedsdirektivet
4. Bekendtgørelse om interoperabilitet på transeuropæiske jernbanenet (offentliggørelse den 28. april 2006 og ikrafttræden den 29. april 2006)
Tekniske specifikationer for interoperabilitet:
TSI’er for højhastighedstog (Direktiv 96/48/EF)
1. TSI-CCS Styringskontrol og signaler (togkontrol og togradio) – gældende, revideres 2006
2. TSI-OPE Drift og trafikstyring - gældende, revideres 2006
3. TSI-INS Infrastruktur – gældende, revideres 2006
4. TSI-ENE Energi - gældende, revideres 2006
5. TSI-RST Rullende materiel – gældende, revideres i 2006
6. TSI-MAI Vedligeholdelse – gældende, Kommissionen overvejer revision
TSI’er for konventionelle tog (Direktiv 2001/16/EF)
1. TSI-TAF Trafiktelematik for godstrafikken – gældende (EU Tidende L 13 18. januar 2006)
2. TSI-NOI Støj - gældende (EU Tidende L 37 8. februar 2006)
3. TSI-CCS Styringskontrol og signaler (togkontrol og togradio) - forventes i EU Tidende april 2006
4. TSI-WAG Godsvogne - forventes i 2006
5. TSI-OPE Drift og trafikstyring - forventes i 2006/2007
6. TSI-SRT Sikkerhed i jernbanetunneler - forventes i 2007
7. TSI-PRM Personer med reduceret mobilitet - forventes i 2007
8. TSI-INS Infrastruktur - forventes i 2008
9. TSI-ENE Energi - forventes i 2008
10. TSI-XXX Lokomotiver og togsæt - forventes i 2008/2009
11. TSI-YYY Passagervogne - forventes i 2009
12. TSI-ZZZ Trafiktelematik for passagertrafikken - forventes i 2009