Om servicedirektivet
Rune Lund(EL):
”Vil ministeren redegøre for udviklingen af EU’s retspraksis, hvad angår uddannelse som en tjenesteydelse, herunder om der er sket en udvikling i praksis for så vidt angår betalingselementet?”
Økonomi- og erhvervsministeren(Bendt Bendtsen):
Tjenesteydelser af almen interesse er ikke omfattet af Traktaten og derfor heller ikke af direktivforslaget. I sin retspraksis har EF-domstolen konstateret, at undervisningsaktiviteter i det nationale uddannelsessystem kan betegnes som tjenesteydelser af almen interesse, fordi det væsentlige kendetegn ved tjenesteydelser mangler, nemlig at der er tale om tjenesteydelser, der normalt leveres mod betaling, jf. Traktatens artikel 50.
For så vidt angår en redegørelse for udvikling af retspraksis vedrørende betalingselementet, kan der henvises til direktivforslagets betragtning 16, hvoraf det fremgår, at en brugers betaling af undervisnings- eller registreringsafgift ifølge EF-domstolens retspraksis ikke udgør betaling i Traktatens forstand, fordi uddannelsesydelsen stadig i det væsentligste finansieres af det offentlige.