Om servicedirektivet.
Morten Messerschmidt(DF):
»Vil udenrigsministeren i forlængelse af sit svar på spørgsmål 3555 oplyse, om han finder det besynderligt, at Kommissionen har indgivet åbningsskrivelse imod Danmark for at nedlægge det danske tipsmonopol, når Kommissionen netop har taget spilleområdet ud af det fremlagte forslag til servicedirektiv?”Udenrigsministeren(Per Stig Møller):
Udenrigsministeriet er orienteret om, at Europa-Kommissionen har besluttet at sende en supplerende åbningsskrivelse som opfølgning på åbningsskrivelsen af 30. marts 2004 (2003/4765, C (2004) 1012) vedrørende visse bestemmelser i tips- og lottoloven. Med sin åbningsskrivelse søgte Europa-Kommissionen at få klarlagt, hvorvidt lov om visse spil, lotterier og væddemål udgør en overtrædelse af EF-traktatens artikel 43 og 49 ved at indføre restriktioner for grænseoverskridende sportsrelaterede spil. Folketinget modtog skatteministeriets notat om åbningsskrivelsen og regeringens svar henholdsvis den 7. april og 1. juli 2004.
Den supplerende åbningsskrivelse har Udenrigsministeriet endnu ikke modtaget, hvorfor det er for tidligt at forholde sig til indholdet af denne. Det fremgår imidlertid af en pressemeddelelse udsendt af Europa-Kommissionen den 4. april 2006, at Europa-Kommissionen søger at klarlægge, hvorvidt den nationale spillelovgivning i en række lande, herunder Danmark, er i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 49 om tjenesteydelsernes fri bevægelighed. Europa-Kommissionen tilkendegiver i sin pressemeddelelse, at den ser frem til en snarlig og tilfredsstillende løsning af sagen.
Folketinget vil på sædvanlig vis blive underrettet om Europa-Kommissionens supplerende åbningsskrivelse, når den foreligger, og efterfølgende om regeringens svar på denne.