Hjælpemenu

Hovedmenu

Om EU's vedtagne målsætning om markant øget anvendelse af biobrændstof i den danske transportsektor.

Besvaret §20-spørgsmål

Hans Kristian Skibby(DF):

"Vil ministeren, set i lyset af, at Kommissionen i dag har besluttet at tage første skridt til at føre en retssag imod Danmark for vores manglende initiativer for at overholde EU's vedtagne målsætning om markant øget anvendelse af biobrændstof i den danske transportsektor, oplyse, hvorvidt han som energiens minister vil arbejde aktivt for at få sat øget fokus på anvendelsen af biobrænd­stof i Danmark?"

Transport- og energiministeren(Flemming Hansen):

Regeringen arbejder aktivt for at fremme biobrændstoffer i Danmark. Vi har fritaget biobrændstoffer for de CO2-afgifter, som påhviler almindelig benzin og diesel. Derved belønner vi fuldt ud biobrændstoffernes miljøfordel.

Det har indtil videre ikke stimuleret forbruget af biobrændstoffer, fordi biobrændstofferne stadig er ret dyre. Derfor har regeringen samtidig i betydeligt omfang støttet teknologiudviklingen vedrørende de såkaldte 2. generations teknologier, hvor biobrændstoffer som fx ethanol fremstilles på basis af restprodukter som halm, affald mm. Disse nye teknologier kan bane vejen for en væsentligt mere perspektivrig anvendelse af biobrændstoffer i fremtiden.

Jeg har samtidig nedsat en arbejdsgruppe om alternative drivmidler i transportsektoren, som i år blandt andet skal fremlægge forslag til yderligere styrkelse af teknologiudviklingen på området.

Senest har regeringen og Dansk Folkeparti i forbindelse med aftalen om Finansloven for 2006 aftalt at der afsættes i alt 60 mio. kr. til en treårig forsøgsordning med anvendelse af biodiesel. Formålet hermed er ikke mindst at opnå fremadrettede konkrete erfaringer med anvendelse af biobrændstoffer i Danmark.