Om eksport af bosætterprodukter.
Jeppe Kofod(S):
»Er ministeren bekendt med, at det israelske finansnyhedsmedie Globes den 27.-28. februar i år under overskriften »Lying on the Fence« udførligt beskriver, hvordan den israelske stat har iværksat mekanismer til at subsidiere eksporten af bosætterprodukter, der af Israel anses for at være berettiget til toldpræference, er ministeren bekendt med, om Kommissionen har informeret Danmark om denne israelske politik, og anser ministeren disse subsidier for at være tilladte ifølge EU-Israel-associeringsaftalen?«
Skatteministeren(Kristian Jensen):
I anledning af spørgsmålet har Udenrigsministeriet kontaktet Kommissionen. Kommissionen oplyser, at den er bekendt med den pågældende artikel i ”Globes”, og at den er ved at undersøge artiklens forlydender om subsidier nærmere, herunder hvorvidt eventuelle subsidier måtte være i strid med associeringsaftalen.
Kommissionen oplyser endvidere, at man ikke på nuværende tidspunkt har informeret medlemsstaterne, idet sagen må undersøges nærmere først.