Hjælpemenu

Hovedmenu

Om legetøj med sundheds- og miljøskadelige kemikalier.

Besvaret §20-spørgsmål 

Spørgsmål S 3206:

"Vil ministeren tage initiativ til at indføre et forbud mod, at legetøj afgiver sundheds- og miljøskadelige kemikalier?"

Svar:

I henhold til legetøjsreglerne må legetøj ikke afgive kemiske stoffer, som kan udgøre en risiko for børns sundhed.

Det er producenten og importørens ansvar, at legetøj ikke udgør en risiko for børn.

Jeg er imidlertid enig i, at der er behov for bedre regler om kemiske stoffer i legetøj, og det arbejde er allerede i gang i EU. Kommissionen forventes at komme med et udspil senere i år. Danmark ønsker bl.a. at kræftfremkaldende stoffer ikke må anvendes i legetøj. Der er allerede i 2005 kommet nye standarder for afgivelse af organiske kemiske stoffer fra legetøj, et arbejde Danmark har prioriteret højt.

Legetøj afgiver, som alle andre produkter, små koncentrationer af kemiske stoffer til indeklimaet, derfor er indeklima også et af indsatsområderne i Regeringens strategi for miljø og sundhed.

Legetøj er udover legetøjsdirektivet omfattet af forbud mod miljøskadelige stoffer i Anvendelsesbegrænsningsdirektivet (76/769/EØF). Legetøj vil desuden blive omfattet af kravene til registrering, vurdering og godkendelse i den nye kemikalieregulering REACH.

Med hensyn til den undersøgelse, som Informationscentret for Miljø og Sundhed har lavet sammen med Forbrugerrådet på afgivelsen af kemiske stoffer i legetøj, så har Miljøstyrelsen vurderet at der ikke er grund til bekymring. Der er tale om små koncentrationer, når resultaterne fra laboratoriemålingerne vurderes i forhold til virkeligheden. Der er ingen sundhedsrisiko for børnene, når de leger med produkterne.

Miljøstyrelsen har i øvrigt lovet at afholde et møde med Informationscentret for Miljø og Sundhed om fortolkning af undersøgelsens resultater.