Om Schengenkonventionen og det underliggende SIRENE-samarbejde.
Jørgen Arbo Bæhr(EL):
"Kan ministeren bekræfte, om det er i overensstemmelse med gældende regler inden for Schengen-konventionen og det underliggende SIRENE-samarbejde, at udlændinge registreres i systemet og dermed udelukkes fra at rejse til "Schengenland", fordi vedkommende overskred et turistvisums tidspunkt for udrejse med nogle få dage?"
"Kan ministeren bekræfte, om det er i overensstemmelse med gældende regler inden for Schengen-konventionen og det underliggende SIRENE-sam-arbejde, at udlændinge registreres i systemet og dermed udelukkes fra at rejse til "Schengenland", fordi vedkommende overskred et turistvisums tidspunkt for udrejse med nogle få dage?"Justitsministeren(Lene Espersen):
Reglerne om indberetning i Schengen-informationssystemet (SIS) af oplysninger om uønskede udlændinge findes i Schengen-konventionens artikel 96.
Af den pågældende bestemmelse følger, at oplysninger om uønskede udlændinge, der nægtes indrejse, optages i SIS på grundlag af de nationale indberetninger, som er en følge af afgørelser truffet af de kompetente administrative eller retlige myndigheder under overholdelse af de nationale retsplejeregler.
Disse afgørelser kan bygge på, at den pågældende udlændinges tilstedeværelse i landet formodes at udgøre en trussel mod den offentlige orden og sikkerhed eller for den nationale sikkerhed. Dette gælder i særdeleshed, når en udlænding er blevet idømt en frihedsstraf af en varighed på mindst et år på grund af en strafbar handling, når der er begrundet mistanke om, at en udlænding har begået alvorlige strafbare handlinger, herunder handlinger som er nævnt i artikel 71 (narkotikakriminalitet), eller når der foreligger konkrete indicier, der lader formode, at den pågældende har til hensigt at begå sådanne handlinger på en kontraherende parts område.
De pågældende afgørelser kan ligeledes bygge på, at den pågældende udlænding tidligere er blevet udsendt, afvist eller udvist, når disse foranstaltninger ikke er blevet udskudt eller suspenderet, og de indebærer eller er ledsaget af et indrejseforbud eller eventuelt et forbud mod at tage ophold som følge af en overtrædelse af de nationale bestemmelser om udlændinges indrejse eller ophold.
Artikel 96 opstiller således nogle retningslinier for fastlæggelsen af kriterierne for indberetning til SIS, men er samtidig en skønsmæssig bestemmelse, der overlader den endelige fastlæggelse af kriterierne for indberetning til SIS til de nationale myndigheder. Det er med andre ord op til det enkelte Schengen-land – inden for rammerne af artikel 96 – at fastlægge nationale regler for indberetning af uønskede personer i SIS.
Integrationsministeriet har over for Justitsministeriet oplyst, at de danske regler om indberetning i SIS findes i udlændingelovens § 58 g. Særligt med hensyn til visum følger det af udlændingelovens § 58 g, nr. 6, at udlændinge, der har fået udstedt visum til Danmark, og efterfølgende er udvist af landet som følge af ulovligt ophold efter at have fået afslag på en ansøgning om asyl, kan indberettes til SIS. Der findes ikke andre særlige indberetningsregler med hensyn til udlændinge med ophold i Danmark på visum, og indberetning til SIS vil altså ikke være aktuel alene som følge af, at en visumindehaver opholder sig i Danmark efter udløbet af det meddelte visum.