Hjælpemenu

Hovedmenu

Om WTO-topmødet i Hong Kong

Besvaret §20-spørgsmål

Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. S 2238 stillet af Steen Gade (SF).

Spørgsmål:

"Mener statsministeren, at EU's udspil på landbrugsområdet før og under WTO-topmødet i Hong Kong var »perspektivrigt« eller mener statsministeren, at tilbuddet bør udbygges?"

Svar:

I tråd med mit udsagn på debatmødet i Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde den 11. januar 2006 finder jeg, at EU’s udspil på landbrugsområdet op til og under Hong Kong mødet var perspektivrige. EU kom således med to udspil allerede i oktober måned. Først i begyndelsen af oktober 2005 og derefter med tilbud om yderligere markedsåbning og reduktion af subsidier gennem et udspil den 28. oktober 2005. I forbindelse med begge disse udspil er der tale om reelle indrømmelser fra EU’s side på alle de tre hovedområder i landbrugsforhandlingerne, nemlig eksportstøtte, intern støtte og markedsadgang.

Hensigten med EU’s udspil var at få andre lande til at følge op, så vi kunne få en bedre dynamik i forhandlingerne. Under forhandlingerne i Hong Kong blev EU’s udspil endvidere suppleret med fastsættelse af en dato for udfasning af eksportsubsidier i 2013. Fra dansk side er vi rede til at bevæge os så langt som muligt – også på land- brugsområdet – forudsat at der er tilsvarende udspil fra andre lande om markedsåbning på øvrige områder.

I den aktuelle situation er jeg ikke i tvivl om, at EU leverede perspektivrige udspil både før og under ministermødet i Hong Kong og at disse har været afgørende for at forhandlingerne nu fortsætter med henblik på at vi kan opnå et positivt resultat i 2006.