Om en rammeafgørelse om udveksling af oplysninger efter tilgængelighedsprincippet
Justitsministeriet Civil- og Politiafdelingen Kontor: Det Internationale Kontor Sagsnr.: 2006-152-0480 Dok.: KKN40178
Besvarelse af spørgsmål nr. S 1731 fra medlem af Folketinget Morten Messerschmidt (DF).
Spørgsmål:
"Vil ministeren i forlængelse af sit nærhedsnotat vedrørende rammeafgørelse om udveksling af oplysninger efter tilgængelighedsprincippet (KOM (2005) 490 endelig) (Retsudvalget alm. del – bilag 235) oplyse, hvilken art oplysninger det forventes, at andre lande kan kræve udleveret af den danske stat, samt hvorvidt Danmark i denne forbindelse har mulighed for at gøre indsigelser, eksempelvis under hensyn til rigets sikkerhed mv. som det er kendt fra forvaltningslovens § 15, og endelig oplyse, om reglerne i persondataloven (Lov nr. 429 af 31. maj 2000) vil skulle følges i forbindelse med udlevering af oplysninger, der falder under denne lovs anvendelsesområde?"
Svar:
Som anført i det nærhedsnotat, som er oversendt til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg den 22. december 2005, er der med det pågældende forslag til rammeafgørelse om udveksling af oplysninger efter tilgængelighedsprincippet lagt op til, at rammeafgørelsen skal omfatte seks nærmere angivne typer af oplysninger. Det drejer sig om oplysninger om DNA, fingeraftryk, ballistik, registreringsoplysninger om motorkøretøjer, telefonnumre mv. og de minimumsdata til identifikation af personer, der findes i civile registre. Der henvises herved til forslagets artikel 3, litra a, og de i bilag II anførte typer af oplysninger.
Med hensyn til mulighederne for at afslå informationsanmodninger følger det af forslagets artikel 14, at dette kan ske i en række tilfælde. Afslag kan således meddeles for at undgå at bringe resultatet af en igangværende undersøgelse i fare, for at beskytte en informationskilde eller en persons fysiske integritet, for at beskytte en oplysnings fortrolige karakter i ethvert stadium af en oplysnings behandling samt for at beskytte de personers grundlæggende rettigheder og friheder, hvis personoplysninger behandles i henhold til rammeafgørelsen.
Justitsministeriet forventer i løbet af kort tid at oversende et grundnotat om forslaget til Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg. I overensstemmelse med sædvanlig praksis vil der i grundnotatet blive redegjort for gældende ret på området samt lovgivningsmæssige konsekvenser af forslaget, herunder også i relation til persondataloven, således som der spørges om i det stillede spørgsmål.