Om euromønters nikkelindhold
Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 1704 stillet af Morten Messerschmidt (DF).
Spørgsmål nr. S 1704:
Hvad kan Ministeren oplyse i forbindelse med forløbet, efter at det i efteråret 2002 blev kendt, at euromønter indeholder nikkel og derfor kan være farlige for de mange, der lider af nikkelallergi?
Svar:
Jeg henviser til Indenrigs- og Sundhedsministerens besvarelse af et lignende spørgsmål om nikkel i euromønter og allergi (svar på spørgsmål S 71 stillet af Birthe Skaarup (DF) i 2002). Af denne besvarelse fremgår det, at den pågældende schweiziske undersøgelse fra 2002 ikke gav anledning til at iværksætte særlige initiativer overfor euromønter. Det skyldes, at undersøgelsen kun har fokus på nikkelindhold og afgivelse fra euromønter i en situation, som ikke kan sammenlignes med normal håndtering af mønter.
Miljøstyrelsen har desuden rettet henvendelse til Videncenter for Allergi på Gentofte Amtssygehus, som støtter denne konklusion. Cent eret har endvidere oplyst, at der ikke foreligger publicerede studier, som viser, at der er en øget nikkeludsættelse ved normal håndtering af euromønter. Herudover har man ikke kendskab til sygehistorier eller befolkningsundersøgelser, som beskriver problemer med euromønter og nikkelallergi.
Miljøstyrelsen har i sin egenskab af rapporteur for nikkel og nikkelforbindelser i EU’s risikovurderingsprogram et godt kendskab til, hvad der foregår af initiativer og undersøgelser på nikkelområdet, men er ikke i den forbindelse stødt på initiativer fra den Europæ iske Centralbank (ECB) som følge af den schweiziske undersøgelse.