Om tyrkisk medlemsskab af EU
åØåUdenrigsministeriet UP, j.nr. 400.E.5.Tyrkiet Nordgruppen Den 5. januar 2006
Udenrigsministeriet UP, j.nr. 400.E.5.Tyrkiet Nordgruppen Den 5. januar 2006Spørgsmål i Folketinget nr. S. 1624 af Morten Messerschmidt (DF) til udenrigsministeren den 20. december 2005:
Spørgsmål nr. S 1624:
"Mener udenrigsministeren, at det er foreneligt med forhandlinger om medlemskab af EU, når et land er flygtningeproducerende?"
Svar:
Da Tyrkiet opfyldte betingelserne fastlagt af Det Europæiske Råd i december 2004, blev EU- tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet indledt den 3. oktober 2005. Grundlaget er en forhandlingsramme, der i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råd fastlægger rammerne for en stram og forsvarlig proces.
Forhandlingsrammen fastslår, at indledning af optagelsesforhandlinger ikke indebærer en garanti for medlemskab. Før Tyrkiet kan blive medlem af EU, skal Tyrkiet opfylde en række politiske og økonomiske krav – de såkaldte Københavnskriterier. Også EU’s evne til at optage nye medlemmer vil indgå i overvejelserne. Det er i såvel EU’s som Tyrkiets almindelige interesse. Der er endvidere bl.a. indbygget mulighed for at afbryde forhandlingerne ved grov og vedvarende overtrædelse af principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne samt de grundlæggende frihedsrettigheder.
EU vil, i de mange år forhandlingsprocessen kommer til at tage, nøje overvåge udviklingen i Tyrkiet. Tyrkiet bliver først medlem af EU den dag landet opfylder alle betingelser for medlemskab, og EU er klar.