Om EU-støtte til eksport af levende dyr til Libanon
"Vil ministeren tage initiativ til, at den danske regering bringer spørgsmålet om EU-støtte til eksport af levende dyr til Libanon op over for EU’s ministerråd med henblik på at få stoppet støtten?"
Svar:
Danmark er imod eksportstøtte til slagtekvæg, og Danmark arbejder derfor for at afskaffe eksportstøtte til levende slagtekvæg. Slagtning af dyrene bør finde sted i EU, og transport bør ske af kød, ikke af slagtekvæg . Danmark mener, at EU bør ophøre med økonomisk at tilskynde til eksport af levende slagtekvæg.
Denne politiske linje har Danmark ved flere lejligheder fremført i EU. På rådsmøde den 19.-20. november 2001 blev emnet diskuteret. Her udtalte Danmark, at dyr bør udsættes for så kort transport som muligt inden sla gtning, og at eksportrestitutionerne bør afska f- fes, jf. aktuelt notat oversendt til Folketinget den 8. november 2001.
Denne politik er blevet fastholdt af VK-regeringen. I brev af 13. december 2001 til EU- parlamentariker Herbert Bösch skrev min forgænger, at eksportstøtten til slagtekvæg bør afskaffes, samt at Danmark støtter Parlamentets opfordring til Kommissionen om at afskaffe betalingen af restitutioner ved eksport af levende dyr, jf. Parlamentets beretning af 13. november 2001.
Ved møde i Forvaltningskomitéen for oksekød den 17. januar 2003 udtalte Danmark endnu engang, at man ønskede restitutionerne til levende dyr til slagtning afskaffet, jf. orienterende notat oversendt til Folketinget den 28. januar 2003.
Fra dansk side har vi således vedholdend e arbejdet for, at få denne uacceptable støtte til at ophøre. Kommissionen har hidtil fastholdt behovet for eksportstøtte til slagtekvæg.
Jeg finder det afgørende, at vi forsøger at skabe opmærksomhed omkring det faktum, at EU med eksportstøtten opfordrer til eksport af levende dyr til slagtning. Jeg har derfor sat emnet på dagsorden til det kommende Rådsmøde den 26. april 2005, jf. vedlagte note. Ligeledes har jeg med brev af 12. april 2005 taget kontakt til de danske EU-parlamentarikere, og opfordret dem til at arbejde for en afskaffelse af støtten, jf. vedlagte kopi. Dette er en sag, hvor alle gode kræfter må samles for at afskaffe et system, som tilskynder til eksport af levende slagtekvæg.