Hjælpemenu

Hovedmenu

Om aflønningen af tropper i Irak og Afghanistan fra EU-landene

Besvaret §20-spørgsmål

Spørgsmål S 3118:

"Vil ministeren oplyse, hvorledes de EU-lande, der har tropper i Irak og Afghanistan, aflønner deres personel, samt hvordan aflønningen eventuelt måtte blive påvirket af den fælles EU- udenrigs- og forsvarspolitik?"

Svar:

En detaljeret afdækning af de involverede EU-landes aflønning af personel udsendt i internationale operationer – specifikt Irak og Afghanistan – er ikke foretaget henset til det tidsmæssige aspekt for spørgsmålets besvarelse. Nationernes forskellige aflønninger, jf. nedenfor, betyder i øvrigt, at sådanne oplysninger kun meget vanskeligt lader sig sammenligne.

Tidligere undersøgelser f.eks. i relation til pilotlønninger har vist, at sådanne lønoplysninger ikke umiddelbart er sammenlignelige, idet skatteforhold, egenbetaling til sociale og kollektive ordninger m.v. indebærer, at en bruttoløn ikke afspejler den reelle købekraft, der netto er til rådighed. Herudover er lønnen til personellet i de enkelte lande fastsat på baggrund af landets aktuelle pris- og lønniveau, rekrutterings- og fastholdelsesmuligheder m.v. Erfaringen viser endvidere, at lønnen for de forskellige militære personelkategorier i andre lande ikke umiddelbart kan sammenlignes, idet livslønnen kan være meget forskellig, fordi den afhænger af aflønningen i hele ansættelsesforholdet.

I Danmark aftales løn- og ansættelsesvilkår mellem respektive centralorganisationer og Finansministeriet, Personalestyrelsen eller efter bemyndigelse mellem Forsvarets Personeltjeneste og de enkelte faglige organisationer. Lønnen aftales under hensyntagen til den løn, der ydes til stillinger med tilsvarende ansvar og kompetence i den øvrige statslige og kommunale sektor.

For så vidt angår danske forhold er løn og ydelser under tjeneste i internationale operationer sammensat således, at udelønnen er den samme som hjemmelønnen, hvortil der ydes faste tillæg til dækning af merarbejde og merudgifter i forbindelse med fraværet, fri kost, frit logi samt en fridagsordning. I modsætning hertil yder visse lande en høj udeløn i forhold til hjemmelønnen, som afhængig af geografi og/eller risiko kan gradueres. I forbindelse med internationale operationer kan der således være yderligere faktorer, som vanskeliggør en sammenligning af lønnen mellem nationerne.

Forsvarskommandoen har oplyst, at der på nuværende tidspunkt ikke har været gennemført drøftelser endsige gjort tiltag til en fælles harmonisering af aflønning for personel udsendt i internationale operationer i regi af EU.