Om sygehjælp i EU-lande
Besvarelse af spørgsmål nr. S 2838, som medlem af Folketinget Birthe Skaarup (DF) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 5. august 2005:
Besvarelse af spørgsmål nr. S 2838, som medlem af Folketinget Birthe Skaarup (DF) har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 5. august 2005:"Vil ministeren redegøre for, hvorledes danske statsborgere, som er gået på efterløn og er flyttet til et andet EU-land, har ret til sygehjælp enten i Danmark eller det pågældende EU-land?"
Svar:
Efter dansk lovgivning har man ret til offentlige sundhedsydelser, når man bor i Danmark. Når man flytter fra Danmark, kan man have ret til sygesikring for dansk regning under ophold eller bopæl i et andet EU-land i medfør af reglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/7 1 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet.
Efter disse EF-regler er man socialt sikret, herunder sygesikret, i Danmark, hvis man har lønnet beskæftigelse eller udøver selvstændig virksomhed her. Hvis man i denne situation bor i et andet EU-land, har man tillige ret til optagelse i bopælslandets syge (for)sikring til udgift for Danmark. En person, der modtager dansk social pension eller tjenestemandspension, og som bor i et andet EU-land har også ret til optagelse i syge(for)sikringen i bopæls landet til udgift for Danmark.
En person, der modtager efterløn, er efter den gældende EF-forordning ikke ligestillet med hverken en arbejdstager eller en pensionist. Dette fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 276 om ændring af arbejdsløshedsforsikring m.v. og lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. (Ændring af bopælskravet i efterlønsordningen m.v.), der blev fremsat af arbejdsministeren den 12. april 2000. Lovforslaget blev fremsat på baggrund af en henvendelse fra Europa- kommissionen med forslag om at ændre bopælskravet i efterlønsordningen.
Det hedder i bemærkningerne:
"Kommissionen er enig med regeringen i, at efterlønsordningen ikke er en social sikringsordning, der er omfattet af koordineringsreglerne i Rådets forordning (EØF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet. Efterløn er hverken en pension eller en ydelse ved arbejdsløshed, men en særlig arbejdsmarkedspolitisk ordning i form af en tilbagetrækningsordning, der kan regulere udbuddet af arbejdskraft. Dette betyder, at en efterlønsmodtager ikke på samme måde som en person, der modtager social pension, har ret til fx sygesikring for dansk regning ved bopæl i et andet EØS-land."
Personer, der ikke er omfattet af EF-forordningens personkreds som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark eller modtager en dansk pension, og som bor i et andet EU-land, er henvist til at søge optagelse i den offentlige syge(for)sikring i bopælslandet , hvis de opfylder bopælslandets betingelser herfor.
I mange EU-lande er det en forudsætning for optagelse i den offentlige syge(for)sikring, at man er eller har været arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i landet. Hvis denne forudsætning ikke er opfyldt , er man henvist til at tegne en privat forsikring, og det vil også gælde for danske efterlønsmodtagere.
Jeg kan oplyse, at der i EU-regi er vedtaget en revision af EF-reglerne. EF- forordning 1408/71 vil blive erstattet af EF-forordning 883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger mv. Den reviderede forordning finder dog først anvendelse, når bestemmelser til gennemførelse af forordningen er vedtaget af Ministerrådet og Europa-Parlamentet og trådt i kraft.
I den reviderede forordning ligestilles modtagere af efterløn med arbejdstagere. Efterløns modtagere vil derfor herefter kunne optages i den offentlige syge(for)sikring i deres bopælsland til udgift for Danmark.
Jeg ved på nuværende tidspunkt ikke, hvornår de nye regler træder i kraft.