Om EU-forfatningen
Statsminister Anders Fogh Rasmussens svar på spørgsmål nr. S 2208 stillet af Søren Espersen (DF).
Spørgsmål:
"Vil regeringen over for Kommissionen påpege, at det er uacceptabelt, at den, uanset at EU-forfatningen er faldet, fortsætter med at forberede de fysiske rammer omkring eksempelvis »EU-præsidentens sekretariat« og »EU -udenrigsministerens sekretariat«, og vil regeringen sørge for, at forberedelserne øjeblikkelig standses?"
Svar:
Som følge af udvidelsen med 10 nye medlemslande den 1. maj 2004 har EU-institutionerne fået et forøget pladsbehov. For indeværende lejer Rådet en række bygninger i Bruxelles med henblik på at dække pladsbehovet, hvilket ikke er hensigtsmæssigt. På den baggrund er der i Rådsregi igangsat en række byggeprojekter og moderniseringer. I den forbindelse har man afsat ca. 10% arealreserve til dækning af nye behov, herunder især som følge af beslutningen om at afholde Det Europæiske Råds møder i Bruxelles, men også til konsekvenser af forfatningstraktatens eventuelle ikrafttræden, bl.a. en formand for Det Europæiske Råd. At man på denne måde har valgt at tage højde for konsekvenser af forfatningstraktatens eventuelle ikrafttræden, er udtryk for rettidig omhu og vil kunne justeres i forbindelse med indretningen af bygningerne, såfremt forfatningstraktaten ikke træder i kraft.
På Det Europæiske Råd den 16. -17. juni 2005 blev medlemslandene enige om en erklæring fra stats - og regeringscheferne for EU’s medlemsstater om ratifikation af traktaten om en forfatning for Europa. Af erklæringen fremgår, at man har noteret sig resultaterne af folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene, og at man nu har vedtaget en tænkepause, som vil blive benyttet til en bred debat i alle medlemslande. Det fremgår tillige af erklæringen, at EU-landene vil mødes i første halvår af 2006 for at foretage en samlet vurdering af de nationale debatter og beslutte, hvordan processen skal videreføres.