Om nedskæringer af midlerne fra EU's strukturfonde
Besvarelse af spørgsmål S 1768 stillet af Kristen Touborg (SF) den 27. ma j 2005. Spørgsmål S 1768:
Er det regeringens politik, at eventuelle kommende nedskæringer af midlerne fra EU’s strukturfonde skal erstattes af midler fra den danske stat til de ramte områder?
Svar:
Spørgsmålet om de samlede midler til regionaludvikling i Danmark, herunder størrelsen af statslige midler, vil vi se nærmere på, når vi kender resultaterne af forhandlingerne om EU's flerårige budget fra 2007-13.
Det er endnu ikke afklaret, hvor mange strukturfondsmidler Danmark vil modtage fra EU i den kommende programperiode fra 2007. Det er dog forventningen, at der bliver færre midler til Danmark end i dag. Regeringen vil sikre, at yderområdernes andel af EU-midlerne i den kommende strukturfondsperiode bliver mindst den samme som i dag, jf. aftalen om strukturreformen.
Først når EU-forhandlingerne er afsluttet, kan der siges noget endeligt om strukturfondsmidlernes størrelse. Kriterier for fordeling af strukturfondsmidlerne 2007-13 til regionerne vil blive behandlet i forbindelse med de lovforslag, der skal udmønte de kommende EU-strukturfondsprogrammer, formentlig allerede i næste folketingssamling