Om EU's økonomiske støtte til udvikling og fremme af turisme
Spørgsmål nr. S 1286 til udenrigsministeren den 9. maj 2005 til skriftlig besvarelse stillet af Peter Skaarup (DF):
"Vil udenrigsministeren fremlægge en oversigt over, hvor meget EU yder i økonomisk støtte til udvikling og fremme af turisme til hvert enkelt EU-land, samt oplyse, om nogle EU-lande modtager relativt mere af denne støtte pr. indbygger end andre medlemslande?"
Svar:
Der foreligger ikke samlede opgørelser af, hvor meget EU yder i økonomisk støtte til udvikling og fremme af turisme til de enkelte EU-medlemsstater og den relative fordeling blandt medlemsstaterne, da en sådan støtte sker via strukturfonde m.v., hvor prioriteringen er op til de enkelte lande.
Der er således mulighed at yde støtte til turisme med midler fra strukturfondene, der tildeles på grundlag af en række objektive kriterier, herunder antal indbyggere og gennemsnitsindkomst, med henblik på at fremme vækst og beskæftigelse i de mest tilbagestående regioner. Turisme er endvidere ét blandt mange støtteformål i den gældende landdistriktsforordning. Det er så op til de enkelte modtagerlande at afgøre - inden for de gældende regler og retningslinier - hvilken type af aktivitet, de vil prioritere, og dermed også hvor meget de vil bruge på turisme ud af disse midler.
For så vidt angår Danmark har Økonomi- og Erhvervsministeriet oplyst, at EU for perioden 2000-2006 har stillet 4,6 mia. kr. til rådighed for regional vækst og beskæftigelse. Heraf har EU stillet 1,1 mia. kr. til rådighed under Regionalfonden. Primo maj 2005 var der bevilget tilsagn for 727 mio. kr. Under Socialfonden har EU stillet ca. 3,5 mia. kr. til rådighed. Heraf er der givet tilsagn for 2,8 mia. kr.
Erhvervs- og Byggestyrelsen har registreret, at Regionalfonden til de danske yderområder - de såkaldte mål2-områder - har givet tilsagn for ca. 230 mio. kr. fra programperiodens start i 2000 til i dag til projekter, der vurderes at have en positiv turismeeffekt. Samlet tegner turisme- og turismerelaterede projekter sig således for knap en tredjedel af de projektmidler, der gennemføres under mål-2 programmet under Regionalfonden.
Da Socialfondens primære sigte er beskæftigelsesfremme og kompetenceudvikling, foretages der ikke i den administrative proces en central registrering af projekternes branchetilhørsforhold.
Vedrørende landdistriktsforordningen har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri oplyst, at størrelsen af det beløb, der tildeles ansøgere i Danmark, afhænger af antal og kvalitet af de ansøgninger, der modtages. Der anvendes årligt ca. 400 mio. kr. i EU-tilskud under landdistriktsforordningen i Danmark, hvoraf der gives i alt ca. syv mio. kr. om året til turismeprojekter og lignende støtte.