Hjælpemenu

Hovedmenu

Om den højere ØMU-gæld

Besvaret §20-spørgsmål

25. oktober 2004 Svar på spørgsmål nr. S 423 af 21. oktober 2004 stillet af Nicolai Wammen (S)

Spørgsmål: ”Vil  ministeren  uddybe, idet  der  henvises til  svar på  finansudvalgsspørgsmål  nr. 7  af  15. september 2004 (§7 – bilag 174) om den højere ØMU-gæld, hvori forskellen er mellem de 60 mia.kr., der tilskrives af ATP, og SP’s beholdning af statsobligationer udgår af ØMU-gælden, og de 20 mia.kr. der tilskrives en historisk revision?”

Svar: Det fremgik af mit svar på finansudvalgsspørgsmål nr. 7 af 15. september 2004 vedrørende forskellen på knap 100 mia.kr. mellem ØMU-gældsniveauet for 2005 i seneste Økonomisk Redegørelse sammenlignet med skønnet i den oprindelige 2010-plan, at ca. 60 mia.kr. af denne forskel skyldes tekniske forhold vedr. offentlige sociale kasser og fonde (ATP og Særlig Pensionsopsparing) og ca. 20 mia.kr. en historisk revision fra Danmarks Statistik i foråret 2004. De 60 mia.kr. skyldes tre forhold: 1)Ændret lovgivning vedr. SP med virkning fra 2002 indebærer, at SP i ØMU-gældsopgørelsen behandles som en privat pensionsordning og at beholdningen af statsobligationer i Særlig Pensionsopsparing dermed ikke længere bliver fratrukket i ØMU-gælden. 2)Ændrede retningslinjer fra det fælleseuropæiske statistikbureau Eurostat vedr. ATP er indregnet (ATP behandles som privat pensionsopsparing og beholdningen af statsobligationer i ATP fratrækkes derfor ikke i ØMU-gælden). 3)Der var i DK2010 beregningsteknisk skønnet en væsentligt højere beholdning af statsobligationer i SP og ATP end tilfældet er i dag. De 20 mia.kr. skyldes, at Danmarks Statistik i 2003 gennemførte en dyberegående analyse af især de kommunale og statslige aktiver og passiver, der indgår i ØMU-gældsopgørelsen. Analysen førte til en revision af ØMU-gælden for 2002 og de foregående år. Virkningen på ØMU-gældsniveauet i 2005 har Finansministeriet skønnet på baggrund af dels seneste opgjorte årsvirkning, godt 20½ mia.kr. i 2002, og dels den gennemsnitlige årsvirkning i hele perioden 1992-2002, knap 26½ mia.kr. Det bemærkes i denne forbindelse, at ØMU-gælden i 2001 som følge af den reviderede opgørelse blev opjusteret med godt 31 mia.kr.

1 Der er ingen sammenhæng mellem på den ene side de tekniske forhold som følge af ændret klassificering vedrørende ATP og SP og på den anden side den nævnte revision af aktiver og passiver i ØMU-gældsopgørelsen. Sidstnævnte skønnes kun i meget begrænset omfang at have berørt de sociale kasser og fonde. I 2002 stammede 0,8 mia.kr. af den samlede opjustering på godt 20½ mia.kr. således fra de sociale kasser og fonde