Om EU-borgere der er ansat i en udenlandsk virksomhed
Besvaret §20-spørgsmål
Besvarelse af spørgsmål nr. S 1008 stillet af Søren Søndergaard (EL) den 22. november 2004.
Spørgsmål S 1008:
”Vil ministeren opliste, hvilke arbejdsforhold - hvor en EU-borger, der er ansat i en udenlandsk virksomhed eller driver selvstændig virksomhed uden for Danmark, udfører et stykke arbejde i Danmark - der ikke er omfattet af udstationeringsdirektivet og dermed vil være omfattet af oprindelseslandsprincippet i det foreliggende forslag til direktiv om tjenesteydelser i det indre marked?”
Svar:
Spørgsmålet har været forelagt Beskæftigelsesministeriet, som oplyser følgende: ”Forudsat at der er tale om en lønmodtager, der midlertidigt udfører arbejde på en anden medlemsstats område end den, hvor lønmodtageren sædvanligvis udfører sit arbejde, ses der ikke at være nogen arbejdsforhold, som ikke er omfattet af udstationeringsdirektivet og den danske udstationeringslov. En person, der driver selvstændig virksomhed uden for Danmark, og som udfører et stykke arbejde i Danmark, er ikke lønmodtager. En selvstændig er ikke omfattet af udstationeringsdirektivet og den danske udstationeringslov, og vil blive omfattet af oprindelseslandsprincippet i det foreliggende forslag til direktiv.”