Om undtagelser fra EU's tjenesteydelsesdirektiv
Spm. nr. S 5615
Til økonomi- og erhvervsministeren (15/9 04) af:
Ole Sohn (SF):
(SF):»Vil ministeren oplyse, hvorvidt ministeren i forbindelse med diskussioner blandt EU's arbejdsministre i begyndelsen af oktober vil give dansk støtte til undtagelse fra tjenesteydelsesdirektivet af en eller flere af følgende områder, som andre EU-lande ønsker undtaget:
- Sundhed,
- social tryghed,
- autoriseret erhvervsudøvelse,
- uddannelse,
- posttjenester,
- energitjenester,
- presse og
- statslig finansieret forsikring?«
Begrundelse
Der er fra andre EU-lande stillet krav om en lang række undtagelser fra direktivet, bl.a. de her nævnte, og derfor er det vigtigt at kende Danmarks position.
Svar (29/9 04)
Økonomi- og erhvervsministeren
(Bendt Bendtsen):
Kommissionens forslag til direktiv for tjenesteydelser i det indre marked blev fremsendt til medlemsstaterne af Rådet for den Europæiske Union den 10. februar 2004. Forslaget skal til sin tid vedtages i Rådet (Konkurrenceevne), og forslaget forberedes i den dertil hørende rådsarbejdsgruppe.
Ifølge formandskabets oversigt over rådsmødedagsordenerne er der således ikke tale om, at forslaget skal behandles på det kommende rådsmøde for social- og arbejdsministre den 4. oktober 2004.
Forslaget har til formål at styrke realiseringen af det vækst- og jobskabelsespotentiale, der ligger i servicesektoren. Det er kernen i den økonomiske reformproces, som Det Europæiske Råd i Lissabon indledte for at gøre EU til den mest konkurrencedygtige økonomi i verden.
Regeringen støtter denne ambition. Men behandlingen af forslaget er ikke så vidt fremskreden, at der på nuværende tidspunkt kan tages endelig stilling til de enkelte elementer i forslaget. Der er tale om et kompliceret forslag, hvis præcise indhold og konsekvenser fortsat er under afklaring, dels i den ovennævnte rådsarbejdsgruppe, dels i forhold til nationale myndigheder og organisationer. Det fortsatte analytiske og afklarende arbejde i Danmark er på linie med, hvad der pågår i andre medlemsstater.
Forslaget er på den foreløbige dagsorden for mødet i Rådet (Konkurrenceevne) i november 2004 til politisk drøftelse.