Hjælpemenu

Hovedmenu

Om regeringens princip om frihandel også gælder Færøernes adgang til at sælge rejer på EU-markedet

Besvaret § 20-spørgsmål

Spm. nr. S 5360

Til fødevareministeren (7/9 04) af:

Høgni Hoydal (TF):

»Når ministeren begrunder regeringens beslutning om at anke Kommissionens planer om at sætte kvoter på import af laks med et princip om frihandel, hvorfor bliver dette princip da tilsidesat, når det for eksempel gælder Færøernes adgang til at sælge rejer til EU-markedet?«

Begrundelse

Den danske regering har besluttet at anke en EU-beslutning om at indføre kvoter på EU's import af laks, på trods af at de færøske myndigheder har henstillet til regeringen om ikke at tage dette skridt. Den danske regerings anke har medført, at irske og skotske opdrætsorganisationer igen har fremsat påstande om dumping og krav om straftold på norsk og sandsynligvis færøsk laks på EU-markedet. Økonomi- og erhvervsministeren har i et interview med færøsk radio den 6. september 2004 begrundet den danske beslutning med dels hensynet til dansk industri, og dels et erklæret princip om frihandel, hvor det ifølge økonomi- og erhvervsministeren er regeringens politik, at der ikke bør være hindringer for EU's import af varer fra tredjelande. Dette klinger hult, når vi samtidig kan konstatere, at hensynet til dansk industri i andre tilfælde fører til den modsatte politik fra den danske regerings side. Færøerne har eksempelvis haft store problemer med at få fuld adgang til at eksportere rejer til EU-markedet, og her eksisterer stadig kvoter for Færøernes vedkommende. Danmark har ikke helhjertet støttet en afskaffelse af denne begrænsning, angiveligt på grund af pres fra den danske rejeindustri. Derfor ville det være kærkomment at få klarlagt, om økonomi- og erhvervsminsteren vil følge op på sit erklærede princip og aktivt tage skridt til fjernelsen af kvoterne for Færøernes import af rejer til EU.

Svar (21/9 04)

Fødevareministeren (Hans Christian Schmidt):

Jeg henviser til min besvarelse af spørgsmål S 5361, hvorefter Danmark hidtil har støttet de færøske ønsker om en liberalisering af handelsaftalen med EU.

Såfremt man fra landsstyrets side ønsker spørgsmålet om rejekontingentet i den færøske handelsaftale rejst på ny overfor EU vil regeringen være rede hertil.

Der er således ikke uoverensstemmelse mellem danske synspunkter om frihandel i denne sag og i sagen om laks.