Hjælpemenu

Hovedmenu

Om udvalgte japartier gives privilegeret adgang til EU-sager uden om Europaudvalget og Det Udenrigspolitiske Nævn

Besvaret § 20-spørgsmål

Spm. nr. S 5341

Til statsministeren (6/9 04) af:

Keld Albrechtsen (EL):

Vil statsministeren sikre, at der ikke laves en aftale eller studehandel mellem ja-partierne, som formelt eller reelt giver disse partier en priviligeret adgang til udenom Folketingets Europaudvalg og Det Udenrigspolitiske Nævn at træffe beslutning om Danmarks stillingtagen til bestemte spørgsmål, der kan blive afgjort efter bestemmelser i EU's forfatningstraktat?

Begrundelse

Statsministeren har bebudet, at der skal forhandles om en aftale mellem regeringen og en række partier om Danmarks stilling til anvendelsen af en række bestemmelser i EU's ny forfatningstraktat, som skal sendes til folkeafstemning i Danmark og en række andre lande. Regeringen har naturligvis ret til at arbejde for et nyt nationalt kompromis, herunder at søge at få SF til at tage et selvmorderisk ansvar for denne traktat.

Men en sådan aftale bør respektere de demokratiske grundsætninger. Dette indebærer, at hvis forfatningstraktaten træder i kraft, så bør hele Folketinget inddrages - efter de sædvanlige regler om bl.a. forelæggelse af sager i Folketingets Europaudvalg og Det Udenrigspolitiske Nævn - f.eks. når det gælder beslutning om at overføre et område fra enstemmighed til flertalsafgørelser, altså afskaffelse af vetoretten på et område.

Det bør ikke kunne komme på tale, at et »privat« udvalg - som vi f.eks. kender det fra forsvarsforligene - kan sidde i nattens mulm og mørke og træffe disse beslutninger, hvorefter der så efterfølgende gives Folketinget en formel orientering. SF's eventuelle deltagelse i og sanktionering af en sådan fremgangsmåde kan selvsagt heller ikke for nej-siden og den store del af befolkningen, der uden tvivl er imod forfatningstraktaten, være en garanti for varetagelsen af deres synspunkter. En aftale om at føre beslutningerne over i et udvalg uden repræsentanter for nej-siden ville derfor med rette af store dele af befolkningen kunne opleves som en dybt udemokratisk fremgangsmåde.

Svar (15/9 04)

Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):

Regeringen ser gerne, at Folketingets partier når til enighed om et fælles grundlag for, hvad vi fra dansk side ønsker at bruge forfatningstraktaten til, med henblik på at sikre den bredest mulige opbakning til traktaten.

Hvis der opnås enighed mellem partier i Folketinget om en sådan aftale, herunder om hvorledes aftalepartierne vil forholde sig til bestemte artikler i Forfatningstraktaten, vil aftalen som alle andre politiske aftaler mellem folketingspartier respektere de gældende regler og procedurer for Folketingets arbejde.