Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Kommissionens formands udtalelser om, at europæiske atleter bør bære EU-flaget ved OL i Beijing i 2008

Besvaret § 20-spørgsmål

Spm. nr. S 5257

Til kulturministeren (1/9 04) af:

Peter Skaarup (DF):

»Er ministeren enig med den fungerende formand for Kommissionen i, at atleter, som repræsenterer EU-landene, bør bære EU-flaget foruden deres eget ved de Olympiske Lege i Beijing 2008?«

Begrundelse

I et telegram fra Ritzaus Bureau den 31. august 2004 er Romano Prodi, formand for Kommissionen, citeret for at sige, at »I Beijing 2008 håber jeg at se holdene fra EU's medlemslande bære Den Europæiske Unions flag ved siden af deres egne nationale flag som et symbol på vores enhed«.

Ifølge den omtalte pressemeddelelse udtalte Kommissionens formand desuden, at EU-atleter blev de største medaljeslugere under OL i Grækenland, idet de tilsammen høstede 280 medaljer og dermed fik flere medaljer end USA. Efter spørgerens opfattelse viser Prodis ud- talelser, hvad det er, at andre lande har af hensigter med EU. Man ønsker at opbygge en udemokratisk kolos, der på alle måder kan konkurrere med USA, selvom en sådan konkurrence ikke er i EU-borgernes interesse. Ministeren bør således efter spørgerens opfattelse tage skarpt afstand fra tanken om, at de deltagende sportsudøvere ved fremtidige OL-arrangementer skal bære EU-flaget.

Vi bør fastholde, at det er landene og de suveræne stater, der er repræsenteret ved OL.

Svar (14/9 04)

Kulturministeren (Brian Mikkelsen):

Spørgsmålet om, hvilke flag, der skal bæres af atleter, der deltager ved de Olympiske Lege, afgøres af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og de nationale olympiske komitéer, som atleterne repræsenterer. Jeg henviser til denne ordning og finder i øvrigt, at ordningen er fornuftig.