Hjælpemenu

Hovedmenu

Om grænseværdier for indhold af nikkel i piercingsmykker

Besvaret § 20-spørgsmål

Spm. nr. S 5161

Til miljøministeren (23/8 04) af:

Keld Albrechtsen

(EL):

»Vil ministeren bruge miljøgarantien til at fastholde regler for indhold af nikkel i piercingsmykker, så de grænseværdier, der har været fastsat i Danmark siden 1989, kan opretholdes?«

Begrundelse

Danmark har i EU modsat sig en ændring af grænseværdien for indhold af nikkel i piercingsmykker, men er blevet stemt ned. Ifølge Forbrugerrådets webartikel den 19.juli 2004 skulle nye danske undersøgelser vise, at de ændrede grænseværdier vil give øget eksponering for bærere af piercingsmykker. Samtidig har beregninger offentliggjort i MiljøNyt vist, at de skrappe krav om nikkelfri materialer har sparet samfundet for et milliardbeløb i behandlingsomkostninger og velfærdstab.

Svar (17/9 04)

Miljøministeren

(Connie Hedegaard):

De danske regler fra 1989 på området gik udelukkende på afgivelsen af nikkel med en grænse på 0,5 µg/cm2/uge. Disse regler blev den 20. juli 2000 erstattet af de gældende EU-regler, der fastsætter maksimum indhold af nikkel på 0,05 vægt-% i selve de stikker, som indsættes i hullede ører m.v. under ophelingen af såret. For øvrige stikkere og andre produkter, der er beregnet til at komme i længerevarende kontakt med huden er der en grænse for afgivelsen. Denne grænse er på 0,5 µg/cm2/uge.

Med vedtagelsen af de nye EU-regler, som skal træde i kraft den 1. september 2005, fastsættes der en grænse for afgivelsen af nikkel fra piercingsmykker på 0,2 µg/cm2/uge for alle piercingsmykker til huller i ørene m.v., uanset hvornår de anvendes.

Dette er en forbedring af reglerne for piercingsmykker beregnet til brug efter, at hullet er helet. Derimod vurderer Miljøstyrelsen, at der kan være tale om en slækkelse af reglerne for de piercingsmykker, som anvendes, mens hullet heler. Danmark stemte på denne baggrund imod en ændring af de gældende regler.

Kommissionen har som dokumentation for de nye regler henvist til et israelsk studie og Den videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø har udtalt, at en grænse for nikkelmigration vil kunne indebære ringere risiko for sensibilisering end en grænse for nikkelindholdet. Miljøstyrelsen er ikke enig i denne vurdering.

Miljøstyrelsen har oplyst, at der ikke på nuværende tidspunkt findes dokumentation om, hvor vidt der vil ske en stigning i eksponeringen af forbrugerne.

Videncentret for Allergi har oprettet et overvågningssystem, som bl.a. gør det muligt løbende at følge forekomsten af kontaktallergi og årsagerne til kontaktallergi herunder nikkelallergi.

Derudover er danske forskere er ved at færdiggøre et litteraturstudie, som vil vise ved hvilken koncentration af nikkel nogle nikkeloverfølsomme personer har reageret.

Jeg har bedt Miljøstyrelsen om en vurdering af studiets resultater i forhold til de nye bestemmelser når studiet foreligger, og jeg vil herefter tage stilling til, hvorledes Danmark skal forholde sig til den nye migrationsgrænseværdi for nikkel i stikkere, der indsættes i hullet under opheling af såret.

Der henvises til besvarelsen af S 5162